Møde med kristne i Nepal

I de sidste par år har Kirkecenteret (Apostolsk Kirke) i Vejle støttet et arbejde i hovedstaden Kathmandu i Nepal.Sune Brolund er tidl. annoncechef på Udfordringen og arbejder nu for Turistrådet.

Kirkecentret kom i kontakt med arbejdet gennem ægteparret Purnima og Rajkumar Rana Bath fra Nepal, der gik på IAH-Biblecollege i Kolding. Før de kom til Danmark, startede de en træningsskole for kristne i Nepal.
Målet var at udfordre og udruste de kristne til at gå tilbage til deres byer og landsbyer, for at støtte menighederne eller starte nye, hvor der ingen var. Gennem støtte fra Kirkecenteret i Vejle kunne man i 2007 flytte til et nyere og meget større hus. For at se arbejdet og virkeligheden i Kathmandu, tog Søren Viftrup, som er leder af kirkecentret og AKO, og jeg til Nepal.

Dalen i 1325 m. højde

Jeg har før været i Indien, men havde ingen kendskab til Nepal. Derfor brugte jeg en del timer foran computeren for at stå bedre rustet til mødet.
Nepal er et land uden havnebyer, så du kan ankomme med bil fra Indien, Tibet eller Kina. Vi havde taget flyet fra New Delhi til Kathmandu. Byen har ca. 450.000 indbyggere og ligger i Kathmandudalen i ca. 1325 meters højde i det centrale Nepal nær floderne Vishnumati og Bagmati.
Selv om byen ligger så højt, fløj vi ind igennem bjergpas, med udkig til Himmalaya bjergkæden, der indeholder nogle af verdens højeste bjerge, bl.a. Mt. Everest.
Befolkningen er en smeltedigel af ca. 30 stammer med forskellig religion, kultur og sprog. De etniske grupper og kastesystemerne er svære at hitte rede i. De fleste er hinduer, buddister og ca. 3 % er nu kristne.
Den politiske udvikling i landets formelle 240-årige historie har været snørklet og speget. Ikke mindst gennem de allersidste 10-20 år med demokratiforsøg, maoisternes oprør, massakren på kongefamilien og de allerseneste bestræbelser på national samling.
Vel ankommen til Kathmandu tager vi en taxa ind til vores hotel midt i byen. Straks ser vi mennesker overalt, og trafikken kører ikke efter de samme regler, som i Europa. Alt der kan køre og sættes sammen med en motor som trækkraft, kan bruges. Der er cykler med så meget læs på, at det kan være svært at se, om der en cykel. Mennesker går ofte med så meget på ryggen, at kunne jeg ikke lige skimte et par sko, så ville jeg tro, der gik en levende bunke.
Forretningerne ligner ikke andet end en åben garage, ja nogle gange er der 2-3 forretninger på det areal.

Ud i bjergene

Fyldt med indtryk tog vi næste dag ud til et lederseminar med ca. 120 ledere. Søren Viftrup underviste, og lederne delte deres visioner og planer med os.
Derefter tog vi på en 3 dags tur med jeep i bjergene for at besøge de nye menigheder.
At køre 10-15 km på bjergveje i Nepal, kan ofte tage flere timer. Pludselig kommer der en lastbil imod os på en bjergvej, der i forvejen er alt for smal. (Her var især jeg glad for, at vi havde lejet vores vogn med chauffør).
På vej ud til en landsby, kom vi lige pludselig til enden af vejen. Så var det ud af bilen, på med rygsækken og så ud på små bjergstier og hængebroer på en vandretur på 1½ time.
Det kunne tage luften ud af en hver god m/k. Især hvis man, som jeg, også har højdeskræk.
De fleste på landet er bønder og 100 % afhængige af den afgrøde, som jorden kan give. Vi så nogle områder, hvor der, så langt øjet rakte, kun blev dyrket hamp (hash), som sælges til vesten.

Glæde og gæstfrihed

Ca. 3 pct. af Nepals befolkning er blevet kristne – trods forfølgelse og fængsel før religionsfriheden blev indført.

Mødet med de kristne i Nepal var en stor positiv overraskelse. Der er en stor hunger efter at lære mere om Gud, og kende ham. De kristne, som vi var sammen med, er meget fattige, målt med danske standarder. Ingen strøm i husene, mad laves over åben ild i huset, ingen stole kun et bart lergulv. Alligevel var der en stor glæde og gæstfrihed, ja de delte gerne det, de ikke havde, med os, nogle gange var ting købt, kun fordi der var ”fornemme gæster”.
I kirkerne var der ingen stole, mænd og drenge sad til venstre, kvinder og børn til højre. Deres glæde ved at være kristne og deres sang gjorde stor indtryk.
Ude i et par bjerglandsbyer, hvor der absolut ikke var nogen form for komfort, spurgte vi, hvad vi kunne gøre for dem. Det største ønske, de kunne bede om, var et par tamboriner, så der kunne komme lidt musik til deres gudstjenester.
En aften måtte vi aflyse et møde i en bjergby, da tiden var brugt. Pludselig, mens vi kørte på meget små bjergveje, så vi et kæmpebål. Det var de kristne fra den landsby vi ikke kunne komme til, der var gået i ca 1½ time i mørke, for at komme ned til den vej, vi kom kørende på, for bare at være sammen med os i 5 min. Midt i lyset fra bilen havde vi nu et af de bedste møder med disse kristne brødre og søstre. Det var helt sikkert en kæmpe oplevelse for dem – og især for os – midt på en lille bjergvej i den nepalesiske mørke bjergnat.

Suppekøkken i slum

Især gjorde et ophold i Katmandus slum de sidste dage et stor indtryk på os.
Det var blandt de kasteløse, der boede midt i affaldsbunkerne. Mange af disse hjemløse og kasteløse kender ikke til anden mad, end det de kan finde i affaldspandene.
Her vil AKO Danmark gerne åbne et suppekøkken, så 200-400 hjemmeløse kan få et måltid mad.