Bogtema
Pilgrimsrejse til Piedra

Den storsælgende brasilianske forfatter Paulo Coelho, der er troende katolik, har for nylig fået oversat endnu en roman til dansk.Knap 15 år efter, at den blev udgivet, er Paulo Coelhos roman Ved floden Piedra satte jeg mig og græd endelig blevet udgivet på dansk.Men hvorfor er Coelho og denne roman så interessant?

Den brasilianske åbenbaring

Paulo Coelho blev født i Rio de Janeiro i august 1947. Det var en ustabil tid med skiftende diktaturer, og han var først opsat på at blive advokat. Hans passion for litteratur lod sig imidlertid ikke fornægte, og han opgav studierne til fordel for en karriere som poet og sangskriver.
En begyndende interesse i det okkulte førte ham til den kontroversielle mystiker og agnostiker Aleister Crowley, hvis skrifter han sammen med musikeren Raul Seixas nærstuderede. Efter at have været fængslet i to år af det daværende diktatur for at forsøge at udleve Crowleys principper ved at oprette et anarkistisk minisamfund – og dermod opfattet som en person non grata – forlod Coelho Brasilien for at rejse rundt i verden.
På en rundrejse i Holland mødte Coelho en mand, der skulle komme til at ændre hans liv radikalt. Manden, hvis identitet Coelho aldrig har afsløret, fortalte Coelho om Jesus, og han omvendte sig på stedet. I 1987 gik han den ældgamle spanske pilgrimsrute til Santiago, som han senere beskrev i bogen Pilgrimsrejsen.
Mødet med Gud satte Coel-hos tanker i gang. Hans ’tros-mirakel’, som Coelho senere har beskrevet det, er et centralt tema i hans forfatterskab, og netop mødet med det guddommelige har inspireret handlingen i de bedste af hans bøger. I dag anses han for at være Brasiliens førende forfatter, og hans bøger er solgt i 100 millioner eksemplarer verden over.

Allegori over tro

Ved floden Piedra satte jeg mig og græd er en af Coelho’s mest åndelige bøger og blandt hans bøger en af dem, der har fået mest ros hos kritikere. Den er tænkt som en del af en uafhængig trilogi, der starter med Ved floden Piedra …, forsætter med Veronika beslutter at dø og ender med Djævlen og Frøken Pym , og den beskriver et almindeligt menneske, for hvem noget utroligt sker. I alle tre romaner er hovedpersonen en kvinde, hvis møde med det guddommelige forandrer hendes liv.
Romanen er i sin essens en kærlighedshistorie. Hovedpersonen Pilar er en ung kvinde, der efter et møde med sin barnsdomskæreste beslutter at forlade, hvad hun ser som en meningsløs tilværelse og drage på en pilgrimsrejse gennem de franske Pyrenæer. Barndomskæresten, som nu lever som profet, helbreder og mirakelmager, fortæller hende om Guds forunderlige gave til menneskene – navnlig evnen til at elske, og på deres rejse kommer Pilar tættere og tættere på, hvad det vil sige at elske betingelsesløst.
Men romanen kan også læses som en allegori over tro. Bogen er karakteristisk for Coelho i den forstand, at den almindelige historie væves sammen med en mere abstrakt diskussion af, hvad liv og tro betyder. Som i hele hans forfatterskab er det smukke forbundet med det grimme, drømme med virkelighed, tro med tvivl, og Ved floden Piedra … er derfor en god indgangsvinkel til hans forfatterskab.

Om at synge i et fremmed land

”Fortæl dit hjerte, at frygten for lidelse er værre end lidelsen i sig selv. Og intet hjerte har nogensinde lidt, når det forfulgte sine drømme.” Citat fra Paulo Coelhos gennembrudsroman „Alkymisten“, der er den bedst solgte af hans romaner med over 30 millioner eksemplarer på 65 sprog.

Pilars møde med Gud sker gennem andre. Først gennem hendes barndomskæreste, der introducerer hende til Den Hellige Moder. At Coelho i den grad beskæftiger sig med kvindebilleder forklarer Pilars fascination af det feminine aspekt af Gud. Hun spejler sig i Maria, i det at blive forladt af den, man elsker mest, om at skulle ofre sin kærlighed til fordel for verden – og gennem sin identificering med Maria finder hun Gud.
Bogens titel er taget fra Salme 137: ”Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion”. Og romanen handler da også om længsel, om udfrielse og om, hvordan vi kan synge Herrens sange på fremmed jord. I slutningen af romanen udfries Pilar ved at overgive sig til kærligheden, både den fysiske kærlighed mellem mand og kvinde, og den metafysiske kærlighed mellem menneske og Gud. Hun realiserer ved floden Piedras bredder, at kærligheden overvinder alt – både fysiske og følelsesmæssige afstande – hvis blot man tør lade den.

Paulo Coelho:
Ved floden Piedra satte jeg mig og græd
224 sider • 249,95 kr.
Bazar