Jo, der er mere…

Selv om en tjener havde slidt og slæbt hele livet, arvede han kun en gammel slidt bibel efter sin herre.Bitter og skuffet tænkte han sarkastisk på de løfter, hans chef havde givet om, at han nok skulle sørge for ham.
Men nu måtte han leve fattigt og spartansk – indtil bitterheden gjorde ham så syg, at han lå for døden.
På dødslejet besøgte en gammel kollega ham. Hun spurgte om han havde en bibel, som hun kunne læse et trøsteord fra. Han pegede surt på en kasse i hjørnet.
Hun åbnede bibelen og bladede ikke længe i, før hun fandt et bogmærke. Det viste sig at være en fuldmagt, som gav tjeneren ret til at bo på herregården alle sine dage og modtage alt, hvad han behøvede, og mere til…

Uanset om denne lille historie skulle være sand eller ej, så fortæller den sandheden om mange af os kristne:
Vi har arvet hele herligheden – vi er gjort til medarvinger med Kristus, fortæller Bibelen. Vi er endda adopteret som Guds børn. Vi har derfor lov at bede ”far” om hvad som helst. Vi har fået samme autoritet over hele den åndelige verden, som Jesus havde. Vi har løfter om tilgivelse, velsignelse, tryghed og godhed alle vore dage. Plus et evigt liv, der overgår alt, hvad vi kan forestille os
Alligevel – lever mange kristne, som om de var fadderløse og andenrangs borgere, fordi de glemmer at se opad. Bitre og skuffede anklager de Gud, fordi de ikke forstår, hvad de allerede har fået. Bibelen åbner de aldrig, for de tror ikke, at de kan bruge det, der står. Men netop i Bibelen ligger de fuldmagter gemt, som kan forandre alt.
Halvhjertet ”kristendom” har vaccineret os imod at opdage, hvad vi reelt har i troen på Jesus. Traditioner, teologi og tvivl har gjort os blinde, så vi ikke ser lyset fra oven. Men der ER mere at få. Meget mere, end de fleste véd.
Vi må bare selv opsøge vor skat. Og her gælder det om at læse, som der står; tro det, som der står; og modtage det, som der står. Vi må adlyde Gud istedet for at snakke udenom. Tro istedet for at tvivle. Søge Gud af hele vort hjerte istedet for verdens falske erstatninger. Fokusére på, hvad Gud siger, i stedet for, hvad alle andre mener.
For det ER virkelig sandt, som Jesus lovede, at den, der søger og banker på, for ham skal der lukkes der op.

Af redaktør Henri Nissen