Tusinder stemte dørklokker mod sult
16 millioner kr. samlet ind til Folkekirkens Nødhjælp af 20.000 frivillige.20.000 indsamlere gik med ildhu til opgaven, da Folkekirkens Nødhjælp i dag holdt Sogneindsamling. En femtedel af dem var børn og unge. – Finanskrise eller ej er danskernes engagement stigende. Dagens indsamling viser, at hvis finanskrisen overhovedet har en betydning, er det, at danskerne måske føler sig mere solidariske med de mennesker, der har det allersværest, siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
Ifølge FNs fødevareorganisation lider omkring en milliard mennesker lige nu af sult og hungersnød på grund af fattigdom, høje fødevarepriser og naturkatastrofer.
Alene de sidste to-tre år er antallet af sultende steget med 100 millioner. Bl.a. fordi prisen på basisfødevarer som majs, hvede og ris er steget voldsomt. Folkekirkens Nødhjælp afhjælper sult i nogle af verdens allerfattigste lande gennem langsigtede landbrugsprogrammer, der både skal forbedre dyrkningsforholdene og indføre nye afgrøder, som bedre kan klare tørke og oversvømmelser.
Siden den første indsamling i 1991 har danskerne lagt over 133 millioner kroner i bøsserne.
KP/sl