Det nære fællesskab

Jeg har nu i flere måneder ikke haft en cellegruppe at komme i. Det er der sikkert mange, der ikke har, men jeg har egentlig savnet at have sådan et lille, nært fællesskab.Der er noget helt særligt ved sådan en lille gruppe, hvad enten man kalder det en cellegruppe, en bibelkreds, en studiegruppe eller noget helt fjerde. Uanset hvad, så er det vigtigt, i hvert fald for mig, at have nogen at vandre sammen med.
Derfor var det en rigtig god dag for mig i tirsdags, da jeg var ude og tale med lederen af min nye cellegruppe.
Jeg kender allerede både lederne og de fleste af medlemmerne i gruppen fra min menighed, men det bliver spændende at lære dem endnu bedre at kende. Jeg glæder mig til at begynde i den nye gruppe, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg også er en smule nervøs.

For det første er der den åbenlyse grund, at det er en ny gruppe for mig, og at de andre kender hinanden rigtig godt. Det er vel altid lidt skræmmende at være den nye dreng eller pige.
For det andet er der det faktum, at alle de andre i gruppe er mindst 9 år ældre end mig. Jeg er ret vant til at være enten den yngste eller en af de yngste. Det er jeg på min arbejdsplads, i min lovsangsgruppe og i mit gospelkor. Men det er da stadig en lidt speciel følelse.

Men selv om jeg er nervøs, glæder jeg mig rigtig meget til at begynde i gruppen. Det er vigtigt at have nogen at tale og bede sammen med. Vi er, som mennesker, ikke skabt til at leve livet alene. Vi har brug for at have nogen at dele vores liv og oplevelser med. Og vi har brug for at have nogen at tilbede og lovsynge sammen med.

De små grupper er en anderledes form for kirke end den almindelige gudstjeneste, men de kan være lige så gode. Der står jo også i Biblen, at ”der hvor der er to eller tre forsamlet i Guds navn, der er han nær.”
Det er det, vi får lov til at opleve i smågrupperne, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang.