Kristne klar til landsdækkende kvalitets-tv

Kristne medieforeninger indsender ansøgning til Kulturministeriet i morgen den 10. juli om tre timers tv hver dag på nyt digitalt net.Nu skal det være. Kristne lokal-tv-stationer har længe drømt om at kunne sende deres tv-udsendelser længere ud end til lokalområdet.

Går ansøgningen igennem, vil Aalborg Kristne TV kunne sende deres programmer over hele Danmark.

Nu er drømmen om landsdækkende kristent tv i Danmark inden for rækkevidde. I morgen fredag den 10. juli sender Kristent Medie Netværk og Den Kristne Producentkomité en ansøgning til Kulturministeriet om at få lov til at sende tre timers såkaldt idé-baseret tv hver dag gennem det ny digitale sendenet fra den 1. november 2009.

Ny gratis kanal

For da bliver en ny, gratis public service-kanal lanceret. Kanalen er forbeholdt lokalt forankrede tv-stationer og såkaldt idébaserede stationer, som fx kan være religiøse eller politiske. Og det er her, de kristne udsendelser kommer ind.
– Det er et nyt stort skridt, ligesom i 1984, da vi begyndte at sende lokalt tv, siger Tove Videbæk, der er bestyrelsesmedlem i begge ansøgende foreninger.
Kristent Medie Netværk har givet penge til udstyr, og KKR-TV og Københavns Kulturcenter stiller medarbejdere gratis til rådighed.

Til alle danskere

Programmerne bliver sendt på en must-carry kanal, så alle danskere kan se dem på deres tv-skærm.
– Derfor er det absolut en forpligtelse, at kvaliteten, både teknisk og indholdsmæssigt, er i orden, fastslår Tove Videbæk.
Hvordan sikre kvaliteten?
– KKR/TV’s tekniske chef skal have ansvaret for den tekniske kvalitet. Alle programmer skal sendes herfra, oplyser Tove Videbæk og tilføjer, at der vil blive dannet en overordnet redaktion, der skal vurdere programmerne.
Det vil bl.a. være børne-, musik- og oplysningsprogrammer. Ud over mini-gudstjenester og andagter vil der også blive taget aktuelle politiske emner op med baggrund i kristne værdier.
Der forventes svar på ansøgningen sidst i august.
Tove Videbæk opfordrer kristne til at bede for, at ansøgningen må gå igennem – og for økonomien.

2 mio. om året

Kanalen som sådan er gratis, men det koster at sende fra fx KKR/TV via en sender til TV2 i Odense, som er centralpunktet for TV2-regionerne. Derfra skal programmerne så sendes videre til de otte regionale TV2-stationer, så det bliver landsdækkende.
– Hvert af disse led koster penge, siger Tove Videbæk.
– Vi har regnet på det, og for vores del af en evt. landsdækkende kanal vil det koste mellem 1,5 og 2 millioner kroner blot at få programmerne sendt via disse kanaler. Og det er jo hvert eneste år, udsendelsen af programmerne vil koste dette beløb.
Dernæst kommer så udgifter til selve programmerne, til medarbejdere, til teknik m.v.
Dels kan KKR/TV ikke stille gratis arbejdskraft til rådighed permanent, og dels skal KKR/TV’s udstyr opdateres til digital kvalitet.