Cd-aktuelle Lis og Per: Dansk-top med indhold

Det er 20 år siden, Lis og Per blev kristne. Samtidig er de aktuelle med en ny, kristen cd.Duoen Lis og Per har netop udgivet deres tredje cd med kristne sange og salmer. Det sker nøjagtig 20 år efter, de blev personligt kristne.

– Vi oplever jævnligt at blive kaldt ”evangelister”, fordi vi aldrig lægger skjul på vores tro, fortæller dansktop-duen, Lis og Per Kauczki.

Cd’en, der har titlen, ”Bare du er hos mig”, er dog ikke tænkt som en jubilæumsplade.
– Det er ikke noget bevidst sammenfald. Vi har blot følt os tilskyndet til at udgive endnu en kristen cd, fortæller Per Kauczki, der i stigende grad oplever, deres virke som en kristen tjeneste.
– Vi oplever jævnligt at blive kaldt ”evangelister”, fordi vi aldrig lægger skjul på vores tro. Cd’en, ”Bare du er hos mig”, er derfor også blevet mere forkyndende end de tidligere udgivelser, forklarer sangeren, der med sin kone, Lis, er ligeså efterspurgte på kroer som i kirker.
Umiddelbart efter parrets omvendelse, der fandt sted under en fælleskirkelig kampagne i Randers i 1989, var de i vildrede omkring deres sangkarriere, der tog sin begyndelse allerede i 1950’erne.
Parret bad meget over det, samtidig med at de fik stadigt flere henvendelser fra landets spillesteder. I dag er de helt overbeviste om, at de valgte rigtigt.
– Vi er, hvor vi skal være, og har gennem årene haft mange dybe samtaler og bedt med mange mennesker, når vi har holdt koncerter. Det er også sket, at vi er blevet opsøgt ”backstage”, eller at mennesker har ringet til os for at få et godt råd, fortæller han.

Fra bebrejdelse til bekendelse

Efter Lis og Per var kommet til tro og den første mediestorm havde lagt sig, har de positive reaktioner fra omgivelserne været i overtal. Per forstår dog udmærket folks skepsis overfor det ukendte.
– Mange tror jo, kristendom handler om krav og begrænsninger, og aner ikke, man med troen får foræret så meget mere liv, siger sangeren, der selv var temmelig skeptisk indtil sommeren 1989.
Her var han en dag ved at få både kaffen og morgenmaden galt i halsen, da han i en traktatavis kunne læse en udtalelse fra sin nyfrelste søn, Ole, der ikke mente, han var opvokset i et kristent hjem.
– Jeg blev meget vred, husker dansktopsangeren.
Sønnens opfattelse førte dog til at Lis og Per tog deres tros-opfattelse op til revision, og efter et lille tilløb gav deres liv til Jesus ved en fælleskirkelig kampagne i Randers.
Sangerparrets tre børn var blevet frelst et stykke tid forinden, da de havde mødt nogle unge kristne fra en cafébus. Siden var sønnen, Ole rejst på bibelskole i England. I stedet for bebrejdelse over avisudtalelsen modtog han nu her forældrenes bekendelse til den samme tro.

Taknemmelighed

Samme år Lis og Per blev bekendende kristne, fik de et kæmpehit med albummet ”Vore allerbedste år”. En titel, der kom til at udtrykke en dobbelthed. De år, der var tilbage skulle fra nu af blive de bedste i deres liv.
Taknemligheden oser da også ud af sangene på den seneste udgivelse, der foruden nyfortolkninger af evangeliske klassikere som: ”O, store Gud”, ”Jeg har hørt om en stad” og ”Ingen er så tryg i fare”, indeholder nyere sange og salmer. Heriblandt et par nye sange skrevet af duoens pianist, Hang Eigild Mortensen. I disse takkes der både for bønnens gave og helt jordnære ting som tag over hovedet, mad på bordet, sko på fødderne og godt familieskab.
– Vi er fulde af taknemlighed, og det vil vi gerne give udtryk for. Bør vi ikke også være det, spørger Per, og tilføjer, at de ligefremme tekster giver en god indgangsvinkel for de publikummer, der ikke er fortrolig med det øvrige kristne repertoire på cd’en.
– Vi er jo ikke prædikanter, der står bag en prædikestol. Faktisk er vi ikke meget anderledes på scenen end vi er privat. Derfor prøver vi også at formidle vores tro så enkelt, ægte og ligefremt som muligt.
Det er dog især ved kirkekoncerter, hvor tilhørerne har en naturlig forventning om den åndelige tilgang, Lis og Per krydrer programmet med klar evangelisk tale. Her kan hele koncerten til gengæld opleves som en prædiken.

Dybde i sangene

Akkompagneret af nogle af Danmarks bedste musikere, har Lis og Per netop udgivet deres tredje kristne cd.

Selvom ”Bare du er hos mig” kun er Lis og Pers tredje kristne cd, og selvom antallet af kirkekoncerter fylder forholdsvis mindre i kalenderen end deres optræden i koncerthuse, på spillesteder og festivaler, føler parret sig bekræftet i, at doseringen er rigtig fordelt.
– Da vi kom til tro, var vi parat til at finde noget andet at beskæftige os med, hvis vores sangkarriere ikke kunne forenes med vort nye liv. Men den konflikt har vi ikke oplevet.
– Tværtimod oplever vi, at der er mennesker, der siger, de oplever en særlig dybde i vore sange, der gør det til mere end blot gængse dansktop-hits, fortæller Per, der er overbevist om, at han og Lis har banet vej for en større åbenhed omkring troen på Gud hos både publikum og hos andre i branchen.
Han er heller ikke i tvivl om, at mange mennesker er blevet sunget ind i himlen. Ikke alene på grund af de kristne sange, men på grund af de kristne sangere, der uanset rammer og repertoire vedholdende står inde for deres tro.
– Det er svært at sætte ord på, siger den erfarne sanger, der sammen med barndomsvennen, Lis, gik på scenen første gang for mere end 50 år siden. Han vover dog det bud, at karrieren undervejs blev til et kald og en tjeneste.
– Jeg siger gerne, at vi fik en ekstra manager. Han hedder Jesus, og han er den bedste, vi har haft, smiler han.


Artiklen fortsætter efter annoncen: