Med 20 børn på skødet

Marlene og Anders fortæller om at være med School of Missions i Afrika og KinaFor ca. 10 måneder siden så School of Missions dagens lys på Kolding Internationale Højskole.

Jeg har lært at have respekt for alle uanset kultur, siger Marlene der var med på turen til Togo.

Målet var at give unge redskaber til at være en del af missionsarbejdet verden over, bl.a. ved at sende dem ud på missionsrejser.
Det første hold har været i Kina og Togo i Afrika. Før afrejsen indsamlede de og fyldte en container, som blev sendt til Togo.

Det handler om at hjælpe mennesker

Et år efter kick-off, kigger to af skolens elever tilbage:
– Jeg tror, at jeg valgte missionskolen, fordi kristendom handler om at række ud til andre mennesker, siger Anders Høj, 35 år og fra Odense.
– Det vigtigste, jeg har taget med mig er, at mit syn på mission er blevet ændret; før tænkte jeg, at mission var at gå ud og fortælle om Jesus med ord. Men Gud elsker alle mennesker og ønsker at hjælpe mennesker i den situation, de er i og dér, hvor der er brug for det. – At grave en brønd i Afrika er ligeså meget mission, som at fortælle om Jesus.
– Jeg blev udfordret på missionsskolen til at tænke i andre baner og at se situationer ud fra andre kulturers synspunkt istedet for mit eget.

Naturkatastrofe

Kristendom handler om at række ud til andre mennesker, siger Anders Høj.

På turen til Kina var School of Missions med nogle lokale kristne ude i et område nær storbyen Chengdu. Her var der i maj sidste år et større jordskælv. Det er et sted, hvor folk fra vesten normalt ikke har adgang.
Her hjalp de bl.a. med at lægge gulv i en børnehave, der var blevet oprettet for børn, hvis forældre havde mistet deres bolig.
– Det gjorde et stort indtryk på mig, fortæller Anders.
– Mange mennesker var blevet påvirket og ramt. Vi så 40.000 mennesker leve i shelters. Mange havde mistet alt. Jeg følte mig taknemmelig over at bo i Danmark!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Respekter kulturen

Marlene på 19 år og gymnasiestudent kom med på School of Missions fra nytår. Hun var med på turen til Togo i Vestafrika i foråret.
– Jeg har lært at have respekt for alle uanset kultur. Ikke at jeg ikke havde respekt for andre folk før, men jeg har virkelig fået printet betydningen ind i mit hjerte. Vi kan jo godt se på kulturer og synes at de ser fjollede ud, men kommer man til et andet land, et andet sted i verden og ikke respekterer folk og deres kultur, kan det fornærme dem. Og så kan det gå ud over det budskab, man har med.
– Af de undervisere vi havde, lærte jeg især noget fra Jørgen Mortensen (præst i København). Han var meget direkte og gav os gode råd med på vejen, der virkelig var nyttige. Fx lærte han os at observere og stille spørgsmål, hvis der var noget vi ikke forstod. Så kommer man hurtigere over kulturchokket. Og sådan ét fik jeg i hvert fald i Togo, fortæller Marlene.

20 børn på hvert skød!

En oplevelse, der gjorde indtryk på Marlene, var mødet med børnene i Togo:
– Børn hungrer efter kærlighed dernede. Her hjemme ser vi børn som en ny generation, som vi skal værne om. Men sådan bliver de altså ikke set på dernede. Den kærlighed, jeg kunne gi’ til børnene, den sugede de bare til sig. Og på et pinsemøde tror jeg, at jeg havde 10 piger og 10 drenge på hvert skød. Det var helt vildt, så meget de hungrede efter tryghed og nærhed.
Vi så det også på det børnehjem, vi var på i Notse. Der flokkedes børnene bare omkring os … og den mindste opmærksomhed, man ku´ gi´ dem, tog de bare til sig, som om det var det bedste øjeblik, de havde oplevet i lang tid.

Én person ad gangen

– Man kan godt føle at man ikke kan imødegå al den nød med alle de mennesker, der har brug for hjælp. Men jeg har lært, at dér er det bare vigtigt, at man tager sig tid og elsker én person af gangen. Den kærlighed er nok, fordi Gud gør resten, slutter Marlene, der har valgt at blive et år mere på højskolen, men nu som elev på skolens lederlinie.
I alt 13 elever var en del af School of Missions første år. Næste hold starter til september.
John


Artiklen fortsætter efter annoncen: