Biller på Vesterbro

I mit barndomshjem på 3. sal i Tullinsgade på indre Vesterbro havde vi 10.000 husdyr. De var bare ikke inviteret.I 1980’ernes København så man stort på skadedyr. Vi skal jo alle være her, store som små, og vi må hver især rykke lidt sammen for at få plads til alle i inklusivitetens navn.
Vi havde biller overalt, i skuffer, i køleskabet – og ikke mindst i toilettet. Når man løftede brættet, svømmede der altid 2-3 levende biller rundt i toiletkummen.
Det krævede lidt mod at sætte sig på tønden, men jeg overbeviste mig selv om, at jeg samtidig fik tilegnet mig nogle jungle-færdigheder, hvis jeg en dag skulle ende som missionær i regnskoven.

Et af mit livs mest mindelsesværdige øjeblikke var en nat, hvor jeg havde lagt mig til at sove og hørte en bzzz-lyd komme nærmere og nærmere, og til sidst meget højt! En bille var dalet yndefuldt ned fra loftet og ind i mit øre.
Billen kæmpede hæderligt for at komme ud igen. Det samme gjorde jeg, for jeg var ligeledes vældig interesseret i at få dette skadedyr ud af mit hoved. Bogstaveligt talt.
Jeg kunne vist høre billen råbe om hjælp med dens pibende hyperventilerende stemme. Måske var den tæt på at få et klaustrofobisk angstanfald. Stakkels bille. Skulle jeg mon stikke en papirspose op til øret, så den kunne få vejrtrækningen under kontrol?
I stedet hoppede jeg lynhurtigt ud af sengen og rundt i cirkler i det mørklagte soveværelse, hvor jeg i bedste indianerstil dansede rundt og gav mig selv den ene lussing efter den anden.

Ud kom den, og fornærmet var den. Jeg tændte lyset og betragtede billen vandre langs min hovedpude, hvorfra den sendte mig et dræberblik og fnyste surt, mens den mumlede noget om at komme hjem til konen og børnene.
Billen lærte på den hårde facon – lærte, at man ikke kan gå på loftet. Men på Vesterbro lærer man bare tingene på den hårde måde.
Vi sås aldrig igen. Nok primært på grund af, at skadedyrsbekæmperen kom ugen efter og sprøjtede hele det bz’e hus til.

Denne klumme er venligst sponsoreret af Vesterbro Befolkningsforøgelses Forening.
Vi ser frem til din boligansøgning.