Bookinger på rekordtid til årets Å-festival

Å-festival i Sdr. Felding er populært. Foto: Å-festival 2017.

For 34. gang inviteres der til Å-festival i pinsen, i år i dagene 17. – 20. maj, og der er allerede næsten helt booket op. Booking til Å-Festival 2024 har været åben siden første lørdag i marts, og antallet af bookinger har taget nye højder på rekordtid. På blot halvanden måned blev der booket 698 enheder, og der er plads til 750.

”Vi er begejstrede over den enorme opbakning til Å-Festival 2024,” siger formanden for Å-festivalen Kåre Dyhr Pedersen. ”Det er vi vildt taknemlige for og stolte over, det er et kæmpe skulderklap til det store frivillige arbejde, der bliver lagt i festivalen hvert år. Vi glæder os til at skabe endnu en fantastisk festivaloplevelse sammen,” siger han.

Plads til flere

Kåre Dyhr Petersen

I år har Å-Festival valgt at udvide campingområdet med en ny plads, og dermed er der plads til flere. ”Der er blevet ændret i kravene til pladsen til hver camping. Det har gjort, vi har måttet gentænke opsætningen. Her har vi valgt at udvide pladsen med et område mere for at leve op til de nye krav og forbedre hele campingoplevelsen,” siger Kåre Dyhr Pedersen.

Varieret musikprogram

Det væsentligste trækplaster, udover fællesskabet, er musikken. ”Å-festival er blandt andet sat i verden for at udbrede kristen musik og vise mangfoldigheden i kristen musik. Det er jeg rigtig stolt over, at vi hvert år er med til gøre. Så man kan tage hjem fra festivalen med nogle helt nye sange, der sidder fast i hovedet,” fortæller Kåre.

I år er musikken alsidig og spænder fra Hip hop til Country. Det vil være muligt at opleve kristne kunstnere fra USA, Canada og Danmark. Jonathan Traylor fra Dallas, Texas US, er gosplens mest omtalte og nyskabende upcoming kunstner. Traylor slog igennem i 2019. Han laver nutidig kristen musik og byder på en mangfoldig lyd og er virkelig en unik, frisk lyd til den nye generation.

Trip Lee, USA er en velanset kunstner, forfatter og taler.

Trip Lee fra USA åbner festen fredag aften. Han er en velanset kunstner, forfatter og taler, som har sat et varig aftryk på verden. Med en unik blanding af lyrisk formåen og dyb indsigt fænger Trip publikum med sin musik og inspirerende budskaber. Trip skubber de kreative grænser og udfordrer lyttere til modigt at udleve deres tro.

Newworldson er et kristent band fra Canada, som optræder på alverdens festivaler og nu også på Å-festivalen. Deres lyd er nytænkende, farlig og elektrifiserende – så unikt deres egen, at den trodser klassificering. Bandet på seks mand har et orkesters kraft og er et rigtigt live-band.

Udover de internationale kunstnere vil man kunne opleve danske Southern Roads og Woodhouse. Derudover er der masser af små koncerter på de mindre scener på festivalen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Seminarer

Jonathan Traylor slog igennem i 2019 og byder på en unik, frisk lyd.

Å-Festival kan i år ikke bare stille op med et genrefyldt musikprogram, men også en række spændende seminarer står på programmet. Der er både mulighed for at lære om venskabets betydning, prøve kræfter med gospel-korsang, høre om forfulgte kristne i hemmelige kirker rundt om i verden og meget mere. Så tiden imellem de musikalske højdepunkter kan fyldes ud med spændende og lærerige oplevelser.

Man kan læse mere om festivalen på www.aa-festival.dk