Horrible forhold for flygtninge i Kenya

Flygtninge efter stammekonflikt bor i utætte telte og får kun mad hver anden dag. For 1200 kr. kan en familie få tag over hovedet. Svend Løbner er netop kommet hjem fra en reportagetur i Kenya. Her oplevede han bl.a. følgerne af en stammekonflikt, der sidste år kostede 6000 mennesker livet og sendte 350.000 på flugt.

– Jeg var ved at rydde op i huset, da folk kom ind i byen og begyndte at slå os og jage os væk. De stjal vores ting. Da vi ankom til flygtningelejren, indså vi, at vi ikke ejede noget mere, fortæller Gladys (kvinden med den gule kanga).

– En af de mest rystende oplevelser var at besøge en flygtningelejr i byen Molo nord for storbyen Nakuru, fortæller Svend.
– Her havde 200 familier – over 700 personer – slået sig sammen om at købe et stykke jord på størrelse med en lille fodboldbane.
– Familierne bor i utætte telte, der var udtjente for et år siden. Det regner lige ned i deres senge, der består af et stykke plastic.

Ofre for myrderier

Flygtningene tør ikke vende tilbage til deres landsbyer af frygt for overgreb. De fleste har fået huse brændt af, og mange har set deres mor, far eller ægtefælle blive slagtet med machete.
– Deres eneste holdepunkt er et usselt telt på en brakmark. De får kun mad hver anden dag. Og deres børn kan ikke komme i skole, fordi de mangler uniformer og sko.
Der bor op til 9 familier i et telt. 50 kvinder sover på skift i en lille hytte, oplyser han.
Han samler nu ind til lejren. For ganske få penge kan familierne få et ordentligt tag over hovedet:
– Jeg har kontakt til en dansk missionær, som har et byggefirma. Søren Pedersen kan bygge barakker, så hver familie får et rum på 3 x 3 meter. Det koster kun 1200 danske kroner pr. familie.

Fra familie til familie

– Her bor jeg, fortæller Susan og inviterer indenfor i det usle telt. – Her er min madras, siger hun og peger på et stykke plastic på gulvet. Her er min kuffert, siger hun og peger på en plasticpose. Og her er min stol, smiler hun og vrikker på det sammenrullede stykke stof, hun sidder på.

Svend Løbner sætter nu indsamlingen ”fra familie til familie” i gang.
– Tænk, hvis danske familier kunne sende hver 1200 kr. til en flygtningefamilie i Kenya?
Det er vigtigt, at hjælpen bliver ”hjælp til selvhjælp”, pointerer han:
– Flygtningene skal selv bygge skillevægge med grene og ler på traditionel vis. Barakkerne er så billige, fordi der blot stilles søjler, spær og tag op. Der er også døre og vinduer med i prisen.
Se mere på www.cinfo.dk.

Henri.