Iben fylder religion i det offentlige rum
Iben Thranholm sætter religion på danskernes dagsorden som vært for programmet Religionsrapport på P1.
– Religion er kommet for at blive, og troende skal ikke være bange for at blande sig i debatten, siger hun.- Vi har skyklapper på herhjemme i Danmark. Vi tror, Europa er model for, hvad der sker i resten af verden, men det er jo lige omvendt. I stort set alle andre dele af verden er det modsat. Der er det religionen, der styrer menneskers liv.
Vi er dumpet lige ned i et interview med Iben Thranholm i DR Byen, hvor hun er vært på programmet Religionsrapport på P1. Her gør hun det diametralt modsatte af den berømte statsministers ønske om at fjerne religion fra det offentlige rum.
Tværtimod inviterer hun kristne, jøder, muslimer, hinduer og sågar ateister i studiet for at sætte religion på danskernes dagsorden. Fordi det angår os:
– Mit program søger at være et hardcore journalistisk program, som handler om, hvordan religionen påvirker samfundet, og hvordan religiøse samfund måske er med til at ændre verden, siger hun.
For religion styrer i stigende grad menneskers liv ud over kloden.
– Den tendens øges i Mellemøsten, i Asien, i USA, i Sydamerika, i Afrika. Det er kun Europa, der stadigvæk lever i en form for anakronisme, hvor vi tror, at vi stadig lever i halvfjerdserne, med en idé om at religionen er død. Og det er religionen ikke, slet ikke, tværtimod. Vi er dem, der er udenfor, når vi synes, religion er ubetydelig, og at religion og politik skal holdes adskilt.
Og der er da også masser af mennesker, der lytter til programmet bare for at følge med i, hvad der sker på religionsfronten. Programmet sendes hver mandag kl. 13.03 og genudsendes den efterfølgende søndag kl. 19.03.
Iben Thranholm er både teolog og journalist, og den kombination kommer her til sin ret. Religiøse nyheder vinkles efter journalistiske nyhedskriterier som aktualitet, væsentlighed, identifikation og endda sensation og konflikt. Men de er ikke overfladiske. I løbet af en time er der plads til mange dybdeborende spørgsmål fra den engagerede programvært.
Man skal tænke sig godt om som offer i hendes studie. Og kristne bør ikke holde sig tilbage i den religiøse debat, mener hun:
– Man skal ikke være bange for at sige noget, fordi ens argument er religiøst, eller det er en religiøs holdning, der kommer frem. Man skal lære at finde en vej, hvorpå man kan gå i clinch med det moderne samfund. Det kan ikke nytte noget, at man bare lader det moderne samfund være et fjendebillede. Det er meget vigtigt at gå ind i det med troen på, at der er nogle samtalepartnere.
– Når det er sagt, så synes jeg også, at det er meget vigtigt, at kristne sætter nogle ting i gang i stedet for kun at snakke. Jeg synes, der er enormt mange ord, men meget lidt handling i sammenligning med, hvor mange folk der gjorde noget op igennem Europas historie, fx klosterbevægelsen, som startede hospitalerne.
I hjælpearbejde verden over er kirken dog særdeles aktiv, indrømmer hun:
– Der er mange, der er efter kirken i forhold til Aids-politik og sådan noget, men man glemmer jo, at den katolske kirke fx står for 25 pct. af alt hjælpearbejde. Det gælder også andre kirker, at hvis de ikke fandtes i Afrika, så var der ingen regeringer, der kunne løfte hjælpearbejdet. Så jeg er ikke ude efter at kritisere kirken, men når du spørger mig, om kristne skal deltage i debatten, så siger jeg: Ja, det skal de. De skal gøre deres stemme tydelig og klar! Men det hjælper ikke noget, hvis der ikke også er noget handling bag.
– Et stort problem i dag er, at den kristne kirke ikke er i stand til at præge kulturen. Her mener jeg ikke, ord er nok. Der skal simpelthen sættes nogle folkelige bevægelser i gang. Og hvad er det allerstørste problem i Vesteuropa i dag? Det er ensomhed. Men kristendommen handler i den grad om at tage sig af sin næste, og det handler om fællesskab: Du er ikke alene! Det er måske netop det stærkeste budskab i kristendommen: Du er ikke alene! Og der er simpelthen så mange mennesker i vores samfund, som er alene. Det må være en opgave for kirken at tænke på, hvordan det kan ændres.
– Her hjælper en debat eller et tv-program jo ikke. Det kan meget let ende i en ordkarussel. Man kan kun gøre opmærksom på problemet, men det ændrer jo ikke på kulturen.
– Den kristne kirke er gået i stå, og den har været i underskud så længe. Den har ikke været inviteret ind i kulturen. Vi mangler en mand som Frans af Assisi, som virkelig omsatte ord til handling. Han hjalp rigtig mange mennesker og skabte en kultur med det.
Iben Thranholm har netop besøgt en orden i Paris, som hedder: Barmhjertighedens søstre. Den er grundlagt af Skt. Vincent de Paul i 1600-tallet. Deres opgave er at tjene de fattige, fortæller hun.
– Deres største opgave i dag er faktisk at gå rundt og besøge folk, der er ensomme. De fattige eller de nødstedte i dag, det er de ensomme. Det er folk, der har siddet i månedsvis i deres lejlighed uden at have set et menneske. Det er paradoksalt, når man tænker på, at vi lever i en tidsalder med massekommunikation og internet. Det har aldrig været lettere at få fat på hinanden. I sidste ende handler ensomhed jo også om, hvorvidt man har et forhold til Gud. Der har den kristne kirke virkelig en udfordring.
Og der er brug for kristnes engagement, mener Iben Thranholm:
– Der er utrolig mange husstande i Danmark, hvor der kun bor én voksenperson, og med karriereræset og det generelle arbejdspres er der ikke tid til at se venner heller. På det område kan samfundet blive meget bedre.
Samtidig er opgaven overkommelig:
– Hvis man har haft en god oplevelse, som har ændret ens liv, så er det sjældent noget, som har kostet penge. Det drejer sig næsten altid om samvær med andre mennesker, og det bliver der mindre og mindre tid til.
– Jesus er et forbillede. Ligesom Gud har gjort sig synlig for os igennem Jesus og på den måde vil have fællesskab med os, sådan skal vi også være sammen med andre mennesker. Det er den form for fællesskab og nærvær, som alle mennesker dybest set længes efter.
Måske kan Ibens hardcore journalistik sætte en handlingens lavine i gang? En ting er sikker: religion er på danskernes dagsorden.
– Som debatskabende program er Religionsrapport sikkert med til at sætte ord på nogle problemstillinger. I virkeligheden er der stadigvæk en vældig stor berøringsangst for religiøst sprog og for emnet tro i Danmark. Det er stadigvæk meget tabuiseret.
– Alligevel fylder religion meget mere end det gjorde for bare 20 år siden. Det påvirker samfundet på så mange planer. I den politiske dagsorden er det noget nyt, at religion overhovedet er blevet et emne. Men det er det, og det kalder på at blive behandlet journalistisk, ligesom politiske, økonomiske og kulturelle spørgsmål.
Hvilke emner er hotte lige nu?
– Det første er, hvor langt religion skal stikke næsen frem i det offentlige rum, og det andet emne er den personlige søgen. Der er mange mennesker, der er meget bange for, at religion skal komme til at fylde for meget i det offentlige rum og som er imod det. Samtidig oplever vi, at folk er meget glade for programmer, der har at gøre med spiritualitet. Altså, hvad vil det sige at tro? Hvordan finder jeg overhovedet frem til at have en tro? Hvad betyder det for mit liv? Kan mit liv forandre sig? Hvem er Gud, og hvordan kommer jeg i kontakt med ham?
Hvordan oplever du danskernes forhold til de etablerede trossamfund?
– Selvom ca. 82 pct. af danskerne er medlemmer af Folkekirken, så er de ikke vældig engagerede i kirken. Men mange danskere har et privat religiøst foretagende kørende. Der er for eksempel lige lavet en undersøgelse, der viser, at der er flere, der tror på reinkarnation end på opstandelse, og det er mennesker, som for en stor dels vedkommende er medlemmer af Folkekirken. Den tendens ses i hele Europa. Man blander sin egen cocktail. Man hører tit folk sige: Jeg er religiøs eller troende på min egen måde!
– Det er meget tidstypisk, at folk har svært ved at passe ind i en institution. Vi er meget individualiserede, og det gælder ikke kun tro. Foreningslivet har det jo også svært. Fællesskaber har det svært på alle niveauer i dagens Europa, og en kirkelig institution udtrykker jo også et fællesskab.
– Der er mange mennesker, der synes, at tro er fint, så længe kirkeinstitutionen er holdt udenfor. Der er mange, der godt kan lide Jesus, men de kan ikke lide kirken. De synes, det gik galt, dengang kirken blev en institution.
Du er jo selv katolik. Er det svært at håndtere Folkekirken?
– Jeg undersøger nogle emner journalistisk, og jeg går efter, hvad der har aktualitet. Alle religioner er på en måde sidestillede i mit arbejde. I og med vi er i Danmark, så vil mange emner relatere til Folkekirken, fordi majoritetskirken hedder Folkekirken.
Nogen ville måske sige: Hvorfor skal vi overhovedet beskæftige os med andre religioner?
– Det skal man gøre, fordi man interesserer sig for, hvad der foregår i ens samfund. Hvis man er troende, så synes jeg bestemt også, at man må interessere sig for, hvad andre troende mener. Det er meget vigtigt, at man ikke lukker sig inde.
– Vi lever i en tid, som er meget sekulariseret, hvilket betyder, at der foregår en kamp i vores samfund, mellem folk der synes, at religionen skal gøres helt tavs, og de religiøse mennesker, som gerne vil have lov til at udtrykke deres religiøsitet, lige meget hvor de er i det offentlige rum. Her mener jeg, at alle troende har en fælles sag, uanset om man er muslim eller kristen, buddhist eller jøde, og det er, at den religiøse stemme ikke bliver gjort tavs. Men religion spiller en stor en rolle, i forhold til hvordan samfundet udvikler sig, og derfor mener jeg i det hele taget, at det må være i alles interesse at følge med i den udvikling. Og derfor er det vigtigt, at have religionsjournalistisk program, som fortæller folk, hvorfor religion igen er begyndt at fylde.
