Kristne starter teltskoler for flygtninge i Somalia
Uroligheder i hovedstaden Mogadishu har tvunget familier på flugt. Pinsekirkernes
hjælpeorganisation opretter 16 såkaldte teltskoler i de stopfyldte flygtningelejre.Klanstridigheder i hovedstaden Mogadishu sender børn, kvinder og gamle på flugt. De har nu slået sig ned ved vejen mellem Mogadishu og Afgoye.
Her mangler de basale fornødenheder som drikkevand og toiletter. Og børnene går glip af den skoleundervisning, der skal sikre dem en fremtid.
Derfor vil International Aid Services (IAS) nu starte såkaldte teltskoler i flygtningelejrene. Organisationen er en paraply for danske pinsekirkers hjælpearbejde og har erfaring med skolearbejde. I den nordsomaliske provins Somaliland har man oprettet en specialskole for traumatiserede og udviklingshæmmede børn med flere centre for specialundervisning i syv af provinsens storbyer.
IAS vi nu oprette 16 teltskoler i flygtningelejrene, og alle skoler bliver forsynet med vandposter med vand, transporteret til lejrene med tankvogne. Samtidig uddannes 92 skolelærere.
– Befolkningen i Mogadishu har de seneste 10 år overlevet i den værst tænkelige nødsituation. Hundredtusindvis af mennesker er jaget på flugt på grund af eskalerende vold, fortæller Douglas Mwiti fra IAS programkontor i Nairobi. – De fleste flygtninge har søgt tryghed i Shabelleregionen, hvor de har slået sig ned ved landevejen mellem Mogadishu og Afgoye i håb om hjælp fra internationale hjælpeorganisationer.
Situationen er spidset til, eftersom ekstreme islamiske grupper tager magten i Mogadishu, og især Al Shabab-gruppen bekæmper Sheik Sherriffs skrøbelige regering, rapporterer han.
Kampene har gjort, at familier har trukket deres børn ud af skolerne for hurtigt at tage benene på nakken og flygte. Også i Afgoye er flygtningelejre nu fyldte til bristepunktet, og tusindvis af børn står helt uden skoleundervisning.
Heldigvis har IAS erfaring med oprettelse af grundskoler i netop Afgoye. Her blev 10 skoler startet med hjælp fra UNICEF i 2007. Nu skal den erfaring bruges i oprettelsen af de 16 teltskoler i området. Der skal skaffes skolematerialer og bygges 64 toiletter. En såkaldt hygiejnekomité skal dannes til forebyggelse af sygdomme hos befolkningen.
IAS vil også tilbyde undervisning til unge og voksne, som aldrig har gået i skole. Organisationen har hidtil støttet flere voksenuddannelses-centre i Mogadishu.