Flygtninge identificerer sig med Jesus og Josef

Vi sidder og taler sammen på et hotel i storbyen Arua ikke langt fra grænsen til Sydsudan. Mona Stokbæk og hendes mand har lige været fire dage i Bidibidi, der med sine 280.000 flygtninge er Afrikas største flygtningebosættelse.

Mona har den sjældne fagkombination at være børnesygeplejerske og kunstmaler, og den har hun lige brugt til at vise nøglepersoner i bosættelsen, hvordan malerkunst kan være et sprog for flygtninges smertelige minder og spinkle fremtidsdrømme.

Flygtninge spejler sig i Bibelens historier

Mona Stoklund har taget sin bibel med til samtalen og slår op på Mattæusevangeliet 4, 12-16, hvor der blandt andet citeres fra Esajas’ bog i Det Gamle Testamente: ”Da Jesus hørte, at Johannes var blevet sat i fængsel, drog han bort til Galilæa (…) og Folkeslagenes Galilæa, det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem.”

”Da jeg læste dette i morges, slog det mig, at det er det, flygtningene har oplevet: at se deres bedste venner blive bortført og dræbt. Jesus havde jo kendt Johannes, siden han var barn – og nu var han borte. Derfor drog Jesus væk til Galilæa, og her oplevede han lyset overvinde mørket.” Hermed er vi dybt inde i det, vi alle tre er kommet for at bevidne: hvordan flygtninge spejler sig i Bibelens historier og får hjælp ved at vide, at andre har været igennem det samme som dem, og at der er ”lys for enden af tunnelen”.

Efter Jesu lidelse og død kom opstandelsen, og i historien om Josef går han fra at blive forrådt af sine brødre, smidt i en brønd for at dø, blive solgt som slave i Egypten, hvor han også på forunderlig vis bliver næstkommanderende i riget og redder både egypterne og sin egen familie fra en sultkatastrofe.

Gud vendte Josefs skæbne

Det er noget, flygtningene i den store Bidibidi-bosættelse kan identificere sig med. ”Beretningen om Josef i Bibelen har opmuntret og motiveret os meget,” fortæller Angelina Abba, der er diakon i en lokal kirke i bosættelsen og med til at fortælle Bibelens beretninger for sine medflygtninge. ”Josef blev svigtet og efterladt for at dø, men Gud vendte hans skæbne,” smiler hun. Angelina Abba flygtede fra Sydsudan sammen med sin søster og bror og deres i alt fire børn. I bosættelsen tilbyder hun sjælesorg til flygtningene. Og det er der brug for.

”Undervisningen i traumeheling har forandret sindene. Det har fået folk til at øjne håb,” fortæller hun. Den ene efter den anden fortæller beredvilligt deres historie. En har set børn blive dræbt af rebeller. En anden har en kusine, der er blevet voldtaget. De fleste har hørt skudsalver i natten og tænkt: Hvornår mon det er min tur til at blive dræbt? Derfor er de flygtet med deres familier og ganske få ejendele og gået til fods i op til en uge for at komme i sikkerhed i Uganda.

Så lig ligge alle vegne

Vi taler med præsten i den pinsekirke, hvor Mona Stokbæk viser, hvad maling med plantefarver fra lokalområdet og virkningen af solens UV-stråler kan udrette på et stykke papir – til stor forbavselse for deltagerne. ”Undervisning i traumeheling har hjulpet mig med til dels at glemme det, der er grund til, at jeg flygtede hertil for ti år siden,” fortæller Colin Ajo.

”I Sydsudan kæmpede forskellige grupper og skød på hinanden. Vi skyndte os at komme af vejen. Da vi kom frem fra vores skjulested, så vi en masse lig alle vegne, og mine børn var væk. Det lykkedes mig og min kone til sidst at finde alle syv børn en efter en, og så flygtede vi her til Bidibidi-lejren.” Cajon Ajo er stadig plaget af minderne om de mange lig i landsbyen.

”Når tankerne melder sig om de mange døde mennesker, bliver jeg bange. Men undervisningen fra Across hjælper mig til at glemme minderne gradvis og finde fred. Men indimellem mister jeg freden,” indrømmer præsten.

Havde intet andet valg end at flygte

I en anden af de ”landsbyer” bosættelsen er inddelt i, finder vi præsten for den anglikanske kirke. Også han flygtede fra krigen i Sydsudan med sin familie. ”Alle skoler var lukkede, og alle lærere var flygtet på grund af krigen. Rebellerne trængte også ind på hospitaler og skød folk. Så vi havde intet andet valg end at flygte,” fortæller Cosmas Lubari. Her i bosættelsen har han dog fået en ny opgave, nemlig at holde sammen på folk og give dem trøst og opmuntring midt i krisen.

”Som kirke tager vi ikke stilling i konflikter; vi mægler. Derfor kan vi bevare freden i landsbyen,” fortæller han.

Hvad siger du som præst til din menighed?

”Jeg siger, at Gud også i Bibelen lader mennesker gennemgå lidelser. Men lidelserne får ikke det sidste ord. Der er håb. Det er et vigtigt budskab i lejren, hvor mange føler, at deres liv er til ingen nytte, og mange begår selvmord. Jeg går rundt på husbesøg og opmuntrer folk. Fortæller dem, at Gud ikke tillader lidelse, uden at der er et formål. Han prøver vores tro. Der står også i Bibelen, at vi skal bære vores kors hver eneste dag. Ikke et kors af træ, men de prøvelser, som vi gennemgår. Så tab ikke modet.”

Fra smerte og modløshed til håb

Samuel Malish leder Across i Uganda og står i spidsen for traumeheling i Bidibidi. Han forklarer konceptet: ”Vi fører deltagerne gennem tre ”landsbyer”, dvs. placerer tre stationer i kirken, så de kan gå fra den ene station til den anden, fra landsbyen med smerte og lidelse til landsbyen, hvor alt håb er ude, til landsbyen med nye begyndelser. Deltagerne går altså fra vrede til modløshed og videre til glimt af håb. Lidelsen har ikke det sidste ord.”

Det er her historien om Josef kommer ind, fortæller Samuel Malish:

”Vi fortæller, hvordan Josef mistede håbet og siden blev ophøjet og forfremmet og endda genforenet med sin familie. Vi fortæller historien mundtligt og på en måde, der får deltagerne til at lære den udenad, så de kan gå ud og fortælle den videre til andre. Efter selve historien stiller vi fem spørgsmål til eftertanke. Hvad kunne du lide ved historien? Hvilken del er svær for dig? Hvad fortæller historien dig om Gud? Hvad har du lært af historien? Og hvordan kan denne historie hjælpe dig i dag? Deltagerne fortæller typisk, at de har lært om tilgivelse, og at de får lyst til at gøre det samme, som Josef gjorde over for sine brødre: at tilgive.”

Lyset overvinder mørket

Tilbage på hotellet i Arua reflekterer Mona og hendes mand over, hvad der gør bibelhistorierne så gode i traumeheling – især beretningen om Jesu lidelse, død og opstandelse.

”Der er jo ikke den ting, som Jesus ikke har oplevet, og derfor kan vi identificere os med historierne fra Bibelen,” fortæller Mona Stokbæk. ”Tænk blot på Jesu fødsel, hvor Josef får at vide, at han skal stå op midt om natten og flygte med sin lille familie til Egypten. Jesus var flygtning fra fødslen. At Jesus har gennemlevet det samme som flygtningene kan give lys ind i det mørke, som de sidder i. Det, synes jeg, er fantastisk,” siger Mona Stokbæk og tilføjer:

”Sammen med Jesus får de det med tiden bedre og bedre, så det mørke ikke tager overhånd. Gennem fællesskab, samtaler og kunstneriske udfoldelser kan der komme mere lys ind i livet,” slutter hun.