Vi bliver bedre til at lindre døendes smerter
Flere dør af kroniske sygdomme. Men smertelindring er også i vækst, viste konference.En tredjedel af den danske befolkning vil sandsynligvis dø af en kronisk sygdom.
Det kom frem ved National konference i Palliation i Danmark på Christiansborg onsdag den 3. februar, hvor omkring 150 læger og sygeplejersker deltog.
Palliation betyder lindring og er en specialiseret videnskab i smertelindring og symptomkontrol hos uhelbredeligt syge og døende patienter. Lindringen omfatter også åndelig omsorg fra fx en præst.
Konferencen var arrangeret af Palliativt Videncenter, der blev oprettet for et år siden af de 5: TrygFonden, Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Foreningen for Palliativ Indsats, Gruppen af Ledere ved Hospice, Palliative Teams og Palliative Enheder, Hospice Forum Danmark og Kræftens Bekæmpelse.
Heldigvis er den palliative indsats øget i de 26 år behandlingen har været i fokus i Danmark. Der er nu 15 hospicer med tilsammen 170 sengepladser, foruden sygehusenes palliative afdelinger og de mobile palliative teams.
– Og antallet af kemo-behandlinger af kræftpatienter er steget med 73 pct. på 5 år, fortalte Lars Engberg, bestyrelsesmedlem i Danske Regioner.
En rundspørge til landets hospicer, palliative enheder og teams viser, at ud af de ca. 55.000 patienter, som døde i 2005, var kun 6.500 i kontakt med specialiseret indsats. Heraf var 2.300 patienter på hospice og ca. 4.200 i kontakt med palliative teams eller enheder.
– Udfordringen er at give lige adgang til palliativ behandling. Der er et udækket behov for lindring på basis niveauet, dvs. på hospitalerne, fortalte en af pionerne indenfor palliativ behandling Ane Bonderup, ledende sygeplejerske i Det Palliative Team i Århus.
– Ca. 90 pct. af de dødssyge kræftpatienter bruger 90 pct. tid hjemme. Derfor er der stadig brug for at specialerne udvikler interesse for palliativ indsats, sagde hun og fortsatte:
– Der er sket et kursskifte indenfor kræftbehandling. Uhelbredeligt syge kræftpatienter lever længere, men har bivirkninger. Den palliative indsats er derfor mere kompliceret.
Læs hele artiklen på Hospice.dk