Den lange rejse hjem

Er det muligt at lave en film om lykkelige mennesker? Vi er vant til at starte rejsen med karakterer, der er fulde af fejl, karakterer der bør lære noget i den tid, vi tilbringer sammen med dem. Hvad stiller vi så op med to uforfalsket lykkelige mennesker?Burt og Verona lever et ganske almindeligt, omend noget selvcentreret liv i nærheden af Burts forældre, da Verona ved et uheld bliver gravid. Burts forældres reaktion er øjeblikkelig: Uden interesse for det kommende barnebarn rykker de teltpælene op og flytter til Belgien. Forladt i en by, hvor hverken Burt eller Verona kender nogen, beslutter de sig for at rejse tværs gennem Amerika for at finde en by, hvor de kan føle sig hjemme, og hvor deres barn kan vokse op i kærlighed.
Away We Go er en film, hvor hovedpersonernes liv står i diametral modsætning til den række af ejendommelige figurer, der befolker scenen. På mange måder befinder parret sig i et luftkastel, der svæver over mennesker, der alle synes at være som taget ud af håndbogen for dårlige forældre. Burt og Verona er ikke perfekte, men de er noget nær det.
De fleste film fungerer som en indre dannelsesrejse for hovedpersonerne, men i Away We Go bliver rejsen gjort i bogstaveligste forstand. Og det er egentlig ikke Burt og Verona, der (ud)dannes, men publikum. Der er selvfølgelig en pointe i al den godhed, venlighed og medmenneskelighed, Burt og Verona næsten drukner publikum i. Ved at fremstille godhed som det ekstraordinære og snæversynethed, selviskhed og manglende omtanke som det almindelige tvinges vi til at revaluere, hvordan vi ser på tilværelsen.
Måske mister filmen lidt af sin komiske pust hen ad vejen, måske er Burt og Verona en tand for sukkersøde til egentlig at leve i vores verden, men filmens idealer er bemærkelsesværdige. Under de komiske krumspring findes en ærlig historie om to mennesker, der på trods af tilværelsens forvirring håbefuldt forsøger at finde hjem. Og det er en god historie.
Anne-Katrine Buch

Away We Go (DVD)
94 min.