Nu skal vi være flere læsere!

Undskyld – at jeg bruger pladsen fra Bagsmækken til et ikke-humoristisk indlæg. Men jeg vil gerne have din opmærksomhed.Fra dette nummer begynder vi nemlig en vigtig kampagne for at skaffe flere læsere til Udfordringen.
Jeg vil meget opfordre dig til at være med.

Udfordringen er jo ikke perfekt. Det ved vi alle. Men den er alligevel en meget god mulighed, som vi sammen må forsøge at få det bedste ud af.
Hvad er det, Udfordringen kan…?

Den kan fortælle om mennesker, som selv har oplevet Gud IDAG og er blevet hjulpet, frelst og helbredt.
Den kan hjælpe ikke-kristne til at tro og få et nyt liv.
Bringe nyheder, som de andre medier ikke bringer.
Holde dig orienteret om det, der sker i Israel, hvor Bibelens profetier måske opfyldes netop nu.
Inspirere dig gennem nyheder, interviews, forkyndelse, undervisning, debat, humor og annoncer.
Holde dig orienteret om nye bøger, cd’er og film.
Fortælle, hvad der sker i andre kirker og i udlandet.
Opmuntre dig i troen og fællesskabet med andre.
Hjælpe dig til et bedre familieliv.
Fortælle unge om troen på en forståelig måde.
Fastholde troen, når skoler og kammerater presser på.
Hjælpe dig til at forstå din tid og dit samfund, så du ikke bare flyder med eller drukner under presset.
Give dig argumenter til dine samtaler med arbejds-kolleger eller naboer.
Og… ja, hvad synes du selv?
Skriv kort, hvad du er glad for i Udfordringen – vi bringer nogle af udtalelserne – og kom også gerne med gode idéer til at din avis bliver bedre.

Af redaktør Henri Nissen