Børn udgiver ny CD med egne sange

En gruppe børn fra Aalborg Valgmenighed har sammen med tre voksne musikere og professionelle sangskrivere brugt en lang række lørdage til at skabe sangene på albummet ”Du er den”.Resultatet er et originalt, livsglad produkt med livlig rockmusik og herlige tekster fra børnenes egen unikke opfattelse af Gud og tro.
Børnene har kun fået lidt hjælp fra de voksne, hedder det i pressemeddelsen, og det er imponerende, hvad de har formået at producere. Man fornemmer ”lærernes” nænsomme vejledning og inspiration. Fantasi og talent blomstrer hos børnene, hvis glade stemmer synger af hjertets lyst. Det er uspoleret børnemusik, men med et helt igennem professionelt ”touch”.
Sammen med cd’en er der udgivet et nodehæfte med inspiration til at bruge sangene i børnearbejdet. Der er bl.a. forslag til ”krea”, oplæg til mindre musicals og forslag til forkyndelse.
”Engang imellem skal børnene være lidt vilde sammen”, står der i materialet. Så mangler du som børneleder inspiration og nye idéer, finder du her noget til både de vilde og de mere rolige dage.
Børnekirkeleder Hanne Julie Møller har været projektleder.
Lisbeth

”Du er den”
Cd 125 kr.
Nodehæfte 99 kr.
ProRex