Et skuffende mesterværk

Filmhistoriens hidtil mest indbringende film, Cameron’s ”Avatar”, er blevet verdensberømt for dens meget flotte computergrafik – og pseudoreligiøse sludder.James Camerons Avatar er gammel vin på et visuelt mesterværk af en flaske, der næsten bliver trukket til bunds af en historie, der både er triviel og er præget af nyreligiøse tendenser.Filmen foregår på en nyopdaget planet kaldet Pandora, der har utappede mængder af naturlige ressourcer, som grådige forretningsfolk fra vores verden vil gøre alt for at få fingrene i. Jake Sully (Sam Worthington), en ex-marinesoldat, der er lam i benene, bliver indsat i en såkaldt ’avatar’, en krop, hvor menneske-DNA er fusioneret med DNA fra Na’vierne, det naturfolk, som beboer Pandora. Hans mission er, sammen med videnskabsmanden Dr. Augustine (Sigourney Weaver), at overtale Na’vierne til at overlade planeten i hænderne på mennesker, men i mødet med naturfolket og i særdeleshed med den unge Na’vipige Neytiri må han indse, at det, der ved første øjekast synes primitivt og barbarisk, i virkeligheden måske bare er en anden måde at se verden på.

Avatar er blevet verdensberømt for dens computergrafik, og det er med god grund. Planeten Pandora ligner noget fra et eventyr, og hvis planter og dyr er næsten en tand for selvlysende, gøres der rigeligt op for det i de virkelighedstro Na’vier. Avatars største succes og det, der vil fortøjre dens plads i filmhistorien, er den omhyggelighed og den kærlighed, der er lagt i at skabe Jake og Dr. Augustines avatarer og Na’vifolket. Vi tror på disse skabninger, og det giver filmen en dybde, der ellers ofte mangler i animerede film. Desværre er det ikke nok med fantastiske billeder – historien burde være det bærende, og det er her, Cameron går galt i byen. Dreng møder pige. Pige overbeviser dreng om, at ”Cooporate America” er ondsindet og hjertedødt, og dreng beslutter sig for at kæmpe i den gode sags tjeneste. Så langt, så godt. Hvis Cameron havde nøjedes med at fortælle historien om Pocahontas i det ydre rum, ville denne anmeldelse have været mere begejstret. Desværre falder Cameron for fristelsen til at lade pseudo-religiøst sludder overtage en egentlig fin postkolonial fabel over grådighed og de ting, vi destruerer i jagten på rigdom. Det er meget godt at være optaget af at passe på jorden, men især slutningen læner sig en tak mere op ad østlig filosofi og spiritualitet end godt er.
Filmen er derfor egentlig lidt noget bras. Det er et imponerende værk, der sætter nye standarder for, hvad vi kan med special effects og computergrafik, men det er bare ikke nok til at gøre en virkelig god film. Og når den så endda bliver viklet ind i noget selvhøjtidligt hokuspokus om at finde ’Det guddommelige’ i alting, så står denne anmelder altså af.

Avatar (DVD) • 161 min.