Fodboldtræner blev topscorer – i livet!

Kontakten med fodboldklubben FC Udfordringen blev en ny start for træner Claus Kindt, der føler sig som ”topscorer i livet”.I starten af sæsonen fik FC Udfordringen ny træner til deres næstbedste hold. Claus Kindt tog udfordringen op og har fået stablet et slagkraftigt hold på benene. For ham har FC Udfordringen kæmpestor betydning – ikke bare på det sportslige plan.

Topscorer på banen

Han kom til klubben for snart to år siden. Først fik han etableret sig som topscorer, og da FC Udfordringens første oprykning kom i hus, var det med Claus som suveræn topscorer.
Mere end hvert andet mål havde hans støvle eller hovede som afsender. En fantastisk spiller at få til klubben. Men der skete også noget andet med Claus i hans tid på banen.
FC Udfordringen er nemlig en kristen fodboldklub.
– Inden hver kamp bad vi sammen, og hver gang kriblede det bare inden i mig. Det var en mærkelig fornemmelse, for jeg vidste ikke rigtig, hvorfor jeg havde det sådan. Jeg vidste bare, at jeg ville have mere.
Så jeg begyndte at bede videre for mig selv, efter at vi var kommet ind på banen. Jeg vidste ikke rigtig, hvad det var, jeg bad til – jeg vidste bare, at det var rigtigt. Man kan sige, at jeg blev lidt bede-junkie, for jeg begyndte også at bede derhjemme. Bare for at mærke den skønne fornemmelse, det gav mig.

Topscorer i kirken

– På et tidspunkt havde jeg lidt vrøvl i et forhold, og jeg talte med en af mine venner fra klubben. Jeg havde fortalt ham om mine bønne-oplevelser, men blev alligevel lidt overrasket, da han sagde, at jeg skulle tage med ham i kirke om søndagen.
Men omvendt havde jeg jo en kæmpe lyst til at få mere af det, jeg mærkede, når jeg bad.
Så jeg tænkte, at hvis jeg kunne få det sådan af at bede ude på en fodboldbane, hvordan kunne jeg så ikke få det af at komme direkte ind i Guds hus?
Så vi endte med at sidde på kirkebænken i Vineyard kirken i København en junidag kl. tre om eftermiddagen.
– Da lovsangen begyndte, begyndte jeg at bede igen, og jeg kunne mærke, at Gud var der, og inden gudstjenesten var omme, havde jeg fået bedt til Gud og bedt ham om at være en del af mit liv.
Det blev starten for en helt ny verden for mig, og jeg elsker stadig at bede og komme i kirken.

Topscorer i livet

– Efterfølgende gennemgik jeg bogen ’40 målrettede dage’ sammen med min ven og fik åbnet mine øjne for en helt ny måde at leve på.
Siden er jeg jævnligt kommet i Vineyard, og jeg er også lige begyndt i klubbens cellegruppe.
Jeg syntes, det er fedt at have en direkte linie til Gud, og jeg glæder mig til at lære mere om ham.
– Nu er jeg så blevet træner, og jeg er glad for, at det er her i FC Udfordringen.
Det fede ved FC Udfordringen er, at man bliver accepteret lige meget hvad.
Det har jeg ikke oplevet i andre klubber før, og det er det, jeg gerne vil give videre.
Derfor vil jeg gerne være træner her i klubben – selv om det har taget mere tid, end jeg troede, slutter Claus med et glimt i øjet.

Se mere her:

40 målrettede dage er et undervisningsmateriale ud fra bogen ”Det målrettede liv” af Rick Warren. Se mere på www.purposedriven.dk

Vineyard kirken findes i store dele af verden. Denne frikirke kom til Danmark i 1990, og der er nu menigehder i København og Roskilde.
Se mere på: vineyard.dk

Fodboldklubben FC Udfordringens hjemmeside er fcudfordringen.dk og findes også på Facebook.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Udfordringen er sponsor for den københavnske klub, som ønsker at være en positiv udfordring på fodboldbanen. Her omslutter førsteholdet Udfordringens redaktør.
FC Udfordringen

– er en kristen fodboldklub, som er åben for alle. Klubben begyndte som fodboldklubben Exercitus FC, hvor de sidste bogstaver står for For Christ.
Den 3. september 2008 besluttede klubben af skifte navn til FC Udfordringen, samtidig med at avisen blev sponsor.
Klubben har flere hold og spiller normalt på Valby Idrætsforenings baner. Klubben arrangerer også en Udfordringen Cup for andre kristne hold.