Sydafrika – et land i kriminalitet og bøn
VM værtslandet er plaget af voldsom kriminalitet, men det er også et land med vækkelse og bøn.Selv om de sorte sydafrikanere kan glæde sig over, at de slap af med apartheid-styret, så er landet nu hårdt plaget af kriminalitet.
Udfordringens fotograf Alex Wallin har besøgt Sydafrika. Han fortæller bl.a.:
– Røverier og mord er Sydafrikas svøbe. Det er næsten lige så dyrt at blive taget for et indbrud, som det er at slå et andet menneske ihjel. Derfor skyder kriminelle hellere et offer eller et eventuelt vidne. Død mand sladrer som bekendt ikke. Det uofficielle dødstal er langt over 50.000 mennesker om året. Armed Response er et modtræk. Et bevæbnet vagtværn som skyder først og spørger bagefter. Hvis du befinder dig i et hus med sådan et skilt, og tyverialarmen går i gang, gælder det om at komme ud på gaden i en fart. Utænkelige forhold at bo under. Men, man vænner sig til det.
Det er et godt fif at gemme sit kamera og andet af værdi i et lokalt supermarkeds plasticpose. Så undgår man, at rigdommene springer eventuelle kriminelle i øjnene. Vi ligner stadigvæk turister, men fristelserne er gemt væk. Prisen på et spejlrefleks-kamera med et godt objektiv svarer til et halvt års løn, fortæller Alex Wallin.
I uge 20 bragte vi i Udfordringen historien om voldtægtsmanden, der bad sit offer om tilgivelse. Her blev det nævnt, at hver 4. sydafrikanske mand har begået voldtægt…
Men i det mindste er forskelsbehandlingen af sorte ophørt – og dog. Alex Wallin fortæller:
– I dag er det ikke unormalt at se blandede grupper af sorte og hvide. Jeg så et asfalthold, hvor en ung hvid kvinde tog sin del af slæbet. For få år siden var det et utænkeligt syn.
Forholdet er nærmest omvendt apartheid i dag. Hvis en sort og en hvid kæmper om en universitetsplads, vil den sorte få tilbuddet, selv om den hvide måske havde bedre skolekundskaber.
Det er en forståelig reaktion for et folk, der ikke måtte bruge den hvide mands bænk, køre i hans bus, men fik lov til at passe hans have og tømme hans skrald.
Foran Cape Town, med retning af flyvepladsen, er der en kæmpe skurby med halvanden million mennesker. En stor del af dem er arbejdsløse og ernærer sig ved at sælge aviser eller sælge husflid til forbipasserende. I Johannesburg ser det ikke meget bedre ud – og dog, for her sker der noget. Den mest kendte township eller bydel er Soweto, hvor Nelson Mandela kommer fra. I de forløbne år er der sket meget. Det er blevet fashionabelt at bo i bydelen, den rige del, vel at mærke, for her er stadigvæk skurbyer og områder med stor fattigdom. Måske fordi Nelson Mandela kommer fra Soweto, har bydelen fået megen opmærksomhed og nødhjælp, beretter Wallin.
Men Sydafrika er også kendt for et meget rigt åndeligt liv. Stifterne af det nu verdensomspændende God tv kommer fra Sydafrika. Flere kendte karismatiske prædikanter er også fra Sydafrika. Det var herfra, idéen opstod om en Global Day of Prayer i 2000. 45.000 mødtes på et fodboldstadium for at bede – og tallet er siden vokset, så der nu samles millioner i 214 nationer i hele verden pinsedag.
Bøn spiller en stor rolle også for de fleste menige sydafrikanere, selv om de ikke altid har helt fat i teologien.
Et kuriøst eksempel er, at Sydafrikas landsholds supporterforbund opfordrer til ikke blot bøn, men faste for landsholdet Bafana Bafana.
– Vi tror, at et mirakel kun kan ske, hvis hele landet er forsamlet i bøn, siger Siyabulela Makunga, som er leder af supporter-forbundet.
– En del af os er kristne, hinduer eller følger traditionella religioner. Men hvis vi alle kan samles i åndelig enhed, kan den åndelige styrke afgøre udfaldet, mener han.
Den 30-årige supporter lover, at han selv vil afstå fra såvel alkohol som sex i håb om, at det skal give bedre resultat på fodboldbanen – og indrømmer, at han drikker for meget whisky og har rod i sit samliv.
Blandt de mere seriøse kristne i Global Day of Prayer ser man ikke bøn som en trylleformular, men opfordrer til, at både enkeltpersoner og hele nationen omvender sig.
