Israelsk officer og 3 libanesiske soldater dræbt under ildkamp

Under den værste grænsetræfning ved Israels nordgrænse siden den anden Libanon-krig er en israelsk officer og tre libanesiske soldater – og en libanesisk journalist – blevet dræbt under en ildkamp i går.Israel anser episoden for så alvorlig, at Jerusalem har klaget til FN’s Sikkerhedsråd, der ville afholde et hastemøde i går.

I den israelske klage hedder det, at libanesiske soldater åbnede ild, til trods for at det israelske militær på forhånd havde meddelt FN’s UNIFIL-fredsstyrke i Libanon, at det agtede at rydde noget buskads ved grænselinjen, på israelsk område.

– Vores soldater faldt i den libanesiske hærs vel forberedte baghold, siger en israelsk militær talsmand.

En klar antydning af den libanesiske hærs forberedelse på en kamp med israelerne var, at der – ifølge israelske oplysninger – var godt med pressefolk til stede på libanesisk side, inden ildkampen begyndte.

Den dræbte israelske officer er den 45-årige oberstløjtnant (af reserven) Dov Harari, fra Natania, far til fire børn. En anden israelsk officer blev hårdt såret.

Harari var bataljonschef for en israelsk styrke, der opererede i en enklave på israelsk territorium. Ifølge en udtalelse fra den libanesisiske hær overskred de israelske tropper grænselinjen og åbnede ild mod det libanesiske militær.

Der hersker nu en spændt stemning i grænseområdet, men om situationen vil blive yderligere optrappet, kan man blot gisne om.

UNIFILS ledelse har henstillet til såvel det libanesisks som det israelske militær at udvise “den største tilbageholdenhed”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den ekstremistiske Hizbollah-organisation i Libanon har endnu ikke reageret.

– Det var et planlagt baghold af en libanesisk snigskytteenhed, siger den øverstkommanderende over Israels nordkommando, general Gadi Eisenkot. Det var en provokation fra den libanesiske hærs side. Vi opfatter dette som en særdeles seriøs episode og reagerede omgående med ild fra tanks, artilleri og kamphelikoptere.

Den sårede israelske officer er den 30-årige kaptajn (af reserven) Ezra Lakia, som blev evakueret med helikopter til Haifas Rambam Hospital. Han er såret i brystet og venstre arm, og hans tilstand er alvorlig, oplyser hospitalet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En højtstående libanesisk talsmand, Sameed Eid, siger, at Libanon vil “reagere over for israelske angreb med alle til rådighed stående midler”.

Israels forsvarsminister, Ehud Barak, har advaret den libanesiske regering mod “fortsat at provokere det israelske militær”.

– Vi vil ikke tolerere noget angreb mod vore soldater og civilpersoner på vores suveræne område, siger Barak og tilføjer, at han opfordrer det internationale samfund til at “fordømme denne kriminelle handling fra den libanesiske hærs side”.

Statsminister Binyamin Netanyahu har også advaret Libanon og udtaler, at han holder den libanesiske regering direkte ansvarlig for “denne voldelige provokation mod Israel – en grov krænkelse af Sikkerhedsrådets resolution nr. 1701”.


Artiklen fortsætter efter annoncen: