Gennemført fantasy-roman
Et anbefalelsesværdigt bind 1 af en ny fantasy-serie er netop udkommet på dansk.Hunter Brown og Skyggens hemmelighed er fantasy i allegorisk form, som låner det bedste fra Narnia, Ringenes Herre, I dette mørke, The Matrix, Star Wars og en række andre klassikere og omsætter det til en original fortælling.Action fra første side kendetegner bogen, der med synsvinkel hos drengen Hunter Brown skildrer dramatiske begivenheder og eventyrlige kampe med alt fra drager til små hurtigt løbende drenge. Her er en bog, som mange drenge nok kunne læse med fornøjelse.
Hunter er en dreng i begyndelsen af puberteten, som søger tilflugt i en affaldsbeholder, da skolens bølle er på jagt efter ham, og det bliver begyndelsen til enden på verden, som han kender den. Han får en mystisk bog, som bringer ham til landet bag Slørets verden (vores verden) kaldet Solandria. I dette land møder han kodebærerne, som via troskab over for Forfatteren og tillid til ham og hans bog bliver krigere i modstandsbevægelsen. Det viser sig dog snart, at de er oppe mod en overlegen fjende, og Hunters nyvundne tro på Forfatterens godhed og almagt bliver sat på den ultimative prøve og så skal jeg ikke ødelægge fornøjelsen ved at sige mere om handlingen, andet end: Det hele hænger sammen til sidst.
Det allegoriske, som især C.S. Lewis historier er kendt for, får i Miller-brødrenes Kodebærer-bøger et nutidigt udtryk. Hunter Brown repræsenterer mennesket uden tro, som gennem mødet med Bibelen, kristne, vha. prøvelser og lidelser og endelig død fra sig selv frelses og fødes på ny i troen på Gud. Læseren spares ikke for dilemmaer og paradokser, og således løfter bogen sig op over det trivielle, og den er en anbefalelse værdig – især hvis man er til genren.
Miller Brothers:
Hunter Brown
og Skyggens hemmelighed
Kodebærerne 1
389 sider 199,95 kr.
ProRex