Dansk ’kristent’ hotel får international kvalitetspris

Hotel Hebron i København og fire andre danske hoteller er udvalgt som de bedste af Best Westerns 30 hoteller i Danmark. Best Western har 5000 hoteller over hele verden.Hotel Hebron har fået Best Western Prisen for ”meget høj grad af performance i kvalitets- og brandingstandarder” sammen med fire andre hoteller i Danmark.
– Når man modtager en så fornem hæder, løftes virksomheden op på et nyt internationalt niveau. Det vil have betydning for vores gæster, som stiller krav til øget komfort, service og kvalitet, siger hotellets direktør Peter Bech (billedet).
– I tider med generel afmatning er det tilfredsstillende, at Hebron kan stikke hovedet lidt frem. Især i lyset af, at der i 2010 er tilført mere end 4.000 nye hotelværelser i hovedstaden.