Politisk drama
Kristendemokraternes 40 års-jubilæum minder mig om en dramatisk oplevelse, jeg havde, da jeg som næsten nyudklækket journalist var redaktør af partiets ugeavis Idé Politik.
Statsministeren havde indkaldt til møde på Marienborg, og jeg ville gerne have et billede på forsiden, hvor han gav hånd til vores egne heltepolitikere. Så jeg fik den gode idé den morgen at tage ud i lufthavnen og følges med partiets Grand Old Man, Christian Christensen, da han og Arne Bjerregaard kom med morgenflyene fra Stauning og Thisted.
Jeg fangede dem i lufthavnen og fortalte, at de kunne spare en taxi. Min gamle Citroên GS holdt udenfor og ventede. De protesterede ikke, men Christian valgte at sidde bagi, selv om der ikke var så meget plads. Jeg var (dengang?) noget distræt, og det gjorde åbenbart nogle passagerer usikre – uden grund.
Nu var der bare det lille problem, at jeg ikke rigtigt kendte vejen, og det gjorde de heller ikke. I travlheden havde jeg kun kigget overfladisk på et kort, og vi havde travlt, for vi kunne ikke lade statsministeren stå der og vente på trappen.
Ved radiohuset skulle vi ad Borups Allé, kan jeg huske. Og jeg kom i tvivl om vi skulle op over eller nedunder vejanlægget. Jeg kørte nedenunder, og så for jeg vild. Panik! Uret tikkede. Desperat kiggede jeg skiftevis efter skilte og på kortet, mens jeg mumlede forskellige vejnavne på vej ind i et lyskryds. Jo, der stod et skilt. Vi skulle have været i det andet spor. Hurtigt satte jeg bilen i bakgear og susede tilbage inden lyset skiftede. BANG, sagde det. Fra et eller andet usynligt sted var en lille Fiat kommet listende ind på mig bagfra, og den var jeg nu bakket op i.
Jeg skyndte mig ud af bilen og hen til den kvindelige chauffør, som jeg i rablende tempo forklarede, at jeg var på vej til statsministeren med to politikere, og det hastede, og derfor måtte hun undskylde os, men vi måtte ordne det senere.
Men jeg skulle IKKE nogen steder, før hun havde fået ALLE oplysninger! Et splitsekund overvejede jeg nok, om dette var et af de tilfælde, hvor man havde lov til at bryde loven af hensyn til rigets sikkerhed – og evt. låse hende inde i hendes grimme lille gule Fiat. Men i mellemtiden var de to politikere kommet til.
Du skal bare ordne det her, Henri, så finder vi en taxi, sagde de venligt og forlod kamppladsen.
Så statsministeren måtte vente med rundstykkerne, og jeg fik ikke mit billede, men måtte af med selvrisikoen. Hvis man vil FOR meget, når man slet ingenting.
Af redaktør Henri Nissen
