’At være det, man siger’ – tæt på 10 præster

Journalist og forfatter Tina Varde, Solrød, leverer jævnligt velskrevne interviews til Udfordringen.

Tina Varde – også kendt fra Udfordringens spalter.

Nu har hun samlet ti sådanne interview med præster i en bog.
Nogle har været bragt i avisen, andre ikke. Og flere bringes her i deres fulde længde, mens der ikke var plads til det hele i avisen.
De 10 præster, Tina Varde har udvalgt, er meget forskellige – også teologisk. Og de afspejler til dels hendes egen åndelige opdagelsesrejse.
Fælles for præsterne er, at de alle noget på hjerte og med deres livserfaring inspirerer andre.
I bogen “At være det man siger – præsteportrætter” medvirker fx to præster, der er kendt fra Karlslunde Strandkirke.
Jesper Oehlenschläger, der i denne måned også står for søndagsgudstjenesterne i tv-programmet DR Kirken, har været sognepræst i Karlslunde siden 2008. Han fortæller i bogen bl.a. om sin tid som præst på Amager, hvor han også arbejdede med flygtninge i Kongelunden.

Karlslunde Strandkirkes ”grand old man”, Helge Pahus ,er også med i bogen.

Helge Pahus, der nu er pensioneret fra Karlslunde Strandkirke, fortæller bl.a. om udviklingen i 70’erne og 80’erne, hvor han introducerede lovsang og vakte en del opsigt i mange kirkelige kredse ved selv at spille på guitar under gudstjenesterne. Han startede også Alpha-kurser om kristendom. Strandkirken, der er kendt som en af Danmarks mest dynamiske og aktive, støtter fortsat et Alpha-kontor, som udbreder kurserne til andre kirker.

Afrikansk fængsel

Julie Aaboe, hospitalspræst i Køge og sognepræst i Boholte, beretter bl.a. om sine voldsomme oplevelser i Sydafrika, hvor hun hjalp AIDS-syge børn på et hospice og var sjælesørger for fangerne i Pollsmor Fængslet i Cape Town. Her oplevede hun bl.a. at blive truet af en gangster, der ville fange hende, når han blev løsladt.
– Da blev jeg bange, men jeg ville ikke lade mig overmande af angsten, så jeg tog ud til fængslet igen for at overholde vores sidste aftale og lod som ingenting. På en ikke-provokerende måde viste jeg ham, at jeg ikke tog hans trusler til mig. At jeg nægtede at være offer…, fortæller hun.
Kristine Stricker, sognepræst i Havdrup Kirke, fortæller om en opvækst med en mor, der blev syg af sclerose, og om pilgrimsvandringer både herhjemme og på Færøerne, hvor hun har været præstevikar.
– Færøerne var helbredende, siger hun. Både den storslåede natur og de gavmilde, livskloge mennesker, som åbnede deres hjerter og hjem for mig. Et halvt år med orkaner, snestorme og tåge så tæt som mælk, med skærpekød, tørret fisk og et naboskab, hvor dørene altid er åbne. Hvor enhver lejlighed benyttes til at komme sammen og hygge sig…
Sognepræst Pernille Østrem fra Stefanskirken på Nørrebro fortæller om de aktiviteter mod bandekrige, som hun og andre fra kirken har taget. Også hun har oplevet trusler.
– Det var lidt overvældende i starten, siger hun. Men hver gang, det sker, beslutter jeg mig for ikke at lade angsten vinde, og handler mig ud af det ved at sætte nye spændende ting i sving…

Hjemløsepræsten Asser Skude fortæller om sin egen opvækst og udvikling.

Også “hjemløsepræsten” Asser Skude, der nu er sognepræst i Bispebjerg-Brønshøj er med i bogen.
Da han var præst ved Kaperneum Kirke på Nørrebro, startede han for syv år siden projekt “Gjæstebud” og inviterede hver søndag hjemløse til gratis middag i kirken. Han er stadig leder af projektet.
De sidste fem år har Skude også holdt jul med hjemløse på Café Sommersko i København.
– Jeg synes, der er dejligt at være med til at give dem et frirum juleaften. Med mad, vin og gaver. Det er en sårbar dag, hvor man har brug for fællesskab. De første år tog jeg hjem til min egen familie senere på aftenen, men det gør jeg ikke længere…
Blandt de øvrige præster i bogen er Rikke Marschner, sognepræst i Kildebrønde og Karlslunde, der bl.a. fortæller om sine oplevelser på pilgrimsruten Caminoen i Sydfrankrig og Nordspanien, frikirkepræst på Falster Martin Bergsøe, Ole Skjerbæk Madsen, der er ansat i missionsselskabet Aeropagos, og Poul Henning Fromsejer, der forlod præstegerningen i Roskilde Domkirke i 2003.
Fromsejer er 76 år, men stadig aktiv i Sankt Nicolai Tjenesten i København, hvor man hjælper mennesker gennem kriser og hjælper dem med at løse problemer. Han har skrevet flere bøger og gæsteprædiker og holder foredrag med titler som “Humor i Bibelen”, “Humor i kirken”” og “Humor i hverdagen”.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tina Varde: At være det, man siger. Præsteportrætter.
164 sider, 218 kr.
Forlaget Alfa.dk