Når arkæologien kaster lys over Bibelen

Lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet, fortæller i en stor ny bog om arkæologiske udgravninger og opdagelser, som jævnligt bekræfter Gamle Testamentes beretninger.

Bogen ”Når sten og potteskår fortæller” er skrevet af Carsten Vang og udgivet af Kolon. Den er på 456 sider, illustreret og koster 299,95 kr. Bogen kan også bestilles gennem Hosianna.dk.

Carsten Vang har igennem sit mangeårige arbejde som lektor i Gamle Testamente på Menighedsfakultetet fulgt med i de arkæologiske udgravninger i de bibelske lande.

Det får vi andre nu gavn og glæde af i en ny bog. ”Når sten og potteskår fortæller”, som MFs forlag har udgivet. Det er en solid bog på næsten 500 sider. I bogen kan man læse om de nyeste udgravninger i Israel. Disse udgravninger er med til at belyse de bibelske beretninger og vise, at det ikke blot er sagn og myter, men troværdig historieskrivning, vi læser i Bibelen.

Ofte er det blevet påstået i medier og på universiteter, at Bibelens beretninger ikke kunne passe, og mærkelige teorier er blevet opkastet, men faktisk viser det sig ofte senere, at Bibelen alligevel er præcis og troværdig. Og arkæologien kan ofte give os større forståelse for tiden og skikkene i den tid, der er omtalt.

Også historisk troværdig

Mange bibellæsere er måske ligeglade med, hvad arkæologien og forskningen i øvrigt siger. De betragter først og fremmest Bibelen som en hellig bog, og det er det åndelige indhold, der interesserer dem. Men det er faktisk også meget vigtigt, at Bibelens skrifter viser sig at være historisk troværdige. Hvis man ignorerer den side, bliver man som troende alt for let blæst omkuld af påstande fra en ateistisk historieopfattelse, der blot forkaster beretningerne.

Carsten Vang er meget forsigtig med at påstå noget. Det er nok hans akademiske baggrund, der holder ham tilbage. For nogen gange kunne man godt ønske, at han lidt tydeligere pointerede, at bibelkritikerne faktisk har taget urimeligt fejl, og at alt tyder på, at Bibelen alligevel havde ret. Der er nemlig en tendens til, at medierne især fortæller om det, som sætter spørgsmål ved Bibelen og troen. Hvorimod der ikke er så stor interesse for at fortælle om opdagelser, der bekræfter Bibelens beretninger.

Carsten Vang har i årtier fulgt de arkæologiske opdagelser.

Jerikos eksempel

– Spørger vi arkæologerne, om de mon har fundet Jerikos nedstyrtede mure, får vi et klart nej. Jeriko blev totalt ødelagt flere hundrede år før Josvas tid, siger de, og der var ingen by overhovedet på det tidspunkt, hvor israelitterne invaderede landet. Derfor fremholder mange arkæologer tilfældet Jeriko som et af de bedste eksempler på, at arkæologien har bevist, at den bibelske beretning ikke kan være rigtig. Men en nøjere undersøgelse af, hvad der rent faktisk er fundet i Jeriko, leder faktisk til den stik modsatte konklusion, forklarer Carsten Vang. Han redegør herefter loyalt for, hvad de forskellige arkæologer har fundet frem til.

– Efter en tysk ekspedition i begyndelsen af 1900-tallet gravede englænderen John Garstang fra 1930 til 1936. Han fandt mange bygningsrester fra stenalderbyen (9000-3000 f.Kr.) og fra bronzealderens Jeriko. Han fandt også tydelige spor efter kraftige bymure, som var styrtet sammen, og han meddelte, at han havde fundet de mure, som Josva så falde sammen for øjnene af sig. (Jos 6,24)

Kenyons store fejltagelse

Vang fortæller herefter om den unge kvindelige arkæolog, Kathleen M. Kenyon, der nåede frem til det modsatte resultat. Hun mente, at Jeriko var faldet 150 år før Josva, så byhøjen var ubeboet, da indvandringen skulle have fundet sted. Kenyon fandt stærke beviser for, at byens mure skulle være faldet 1550-1500 f.Kr. En ny italiensk udgravning i 1997 bekræftede blot dette.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Mange historikere og arkæologer gentager derfor Kenyons datering af Jerikos fald til 1550 f.Kr. og afviser dermed Bibelens malende beretning. Josvas bog fortæller, at han erobrede byen, efter at israelitterne var vandret rundt byen i syv dage, hvorefter murene ved et guddommeligt indgreb styrtede sammen.

Og alle arkæologiske undersøgelser har faktisk bekræftet, at Jerikos mure pludseligt er kollapset. Den nedre bymur er styrtet udad og landet neden for støttemuren. Den øvre bymur rutsjede ned ad den stejle glacis og lagde sig oven på den nedstyrtede nedre bymur. Resterne fra begge mure ligger i 6-7 meters bredde ud fra den nedre støttemur.

Kenyon mente, at dette måtte være sket ved et stort jordskælv.Det tyder Bibelens beretning også på. Men hvorfor kom det netop som folket udstødte deres angrebsråb, som Gud havde befalet dem på den syvende dag?


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Arkæologiske indicier

Der er også andre arkæologiske opdagelser, der kan bekræfte den bibelske beretning om, at israelitterne angreb om foråret, at de dræbte indbyggerne, brændte byen af og ikke plyndrede den. Arkæologien viser nemlig:

1. Byen blev angrebet og ødelagt om foråret, lige som høsten var kommet i hus. Rigtig mange huse havde fået lagrene fyldt op lige inden angrebet.

2. Belejringen og indtagelsen af byen er sket meget hurtigt. Byen har ikke nået at tære på sit forråd. Jeriko faldt altså til trods for, at den havde fyldte spisekamre og en kilde med masser af vand.

3. Fjenden, som angreb byen, undlod at tømme byens lagre af nyhøstet korn, før de satte ild til den. Fra en militærstrategisk synsvinkel er det et højst ulogisk skridt, da den angribende hær i høj grad kunne have nytte af byens svulmende forråd. Men meget usædvanligt havde Jerikos angribere brændt byens dyrebare fødevarer sammen med resten af byen – som de fik besked på.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forkert datering

Men ifølge Kenyon skete dette FØR israelitterne indvandrede.

– Tidligere generationer af forskere mente, at israelitterne tog dele af Kana’ans land omkring 1230 f.Kr., altså knap 200 år efter den bibelske datering, forklarer Vang og daterer den bibelske indvandring til ca. 1400. Når Kenyon fastsatte indvandringen til 200 år senere, skyldes det især, at hun ikke kunne finde en bestemt type keramik i udgravningerne. Bichrome ware – dobbeltfarvet med sorte og røde streger, importeret fra Cypern til Kana’ans byer omkring 1500 f.Kr. Arkæologerne bruger forekomsten af bichrome ware som tegn på, at vi er i Senbronze I-perioden, det vil sige efter 1550-1500 f.Kr. Men når Kenyon ikke fandt bicrome ware, skyldtes det, at hun gravede i et forkert kvarter. Hendes forgænger Garstang fandt faktisk masser a bichrome ware i det kvarter, han udgravede i 1930’erne. Men dengang brugte man ikke bichrome til at fastsætte tiden. Det skete først senere. Og Kenyon fandt faktisk også selv keramik, som passer med tiden ned mod 1400 f.Kr. Flere keramiktyper var endda kun i brug omkring 1450-1400 f.Kr. hvilket passer med Bibelens tid. Neutronanalyser har vist, at den fundne bichrome ware var fremstillet i Jeriko og ikke importeret. Jeriko eksisterede altså som by ned mod år 1400 f.Kr.

– Hvorfor den ellers så dygtige arkæolog Kenyon overså sin forgængers fund af bichrome ware, er en gåde, bemærker Vang.

De gik op ad bymuren

I Josva 6,20 kan man ordret læse, at da muren faldt sammen kunne israelitterne ”gå lige op i byen og indtage den”. Dette passer præcist med de arkæologiske fund. Da bymuren faldt sammen, kunne de uden problemer gå op over brokkerne og ind i byen.

– Det er sjældent, at arkæologien direkte kan bekræfte den bibelske fortælling. Men tilfældet Jeriko synes at være en undtagelse. Her bliver Josvas Bogs beretning om israelitternes sejr over den første by i Kana’an bekræftet arkæologisk. Alt, hvad arkæologerne finder af ejendommelige træk ved Jerikos pludselige fald, forklares ud fra Jos 2-6, konkluderer Carsten Vang.