Kristne vil hjælpe Samaritans med at forhindre selvmord
Hvert år tager ca. 300 walisere deres eget liv. Nu appellerer Christopher Smith, der er ærkediakon i bispedømmet Morgannwg Glamorgan kirkegængerne til, at hjælpe organisationen Samaritans med at nedbringe antallet af selvmord i landet.
Den økonomiske krise rammer hårdt også i Storbritannien. Mange, der mister deres arbejde, bliver så deprimerede, at de ikke ser nogen vej ud, men vælger at tage deres eget liv. Flertallet af de ca. 300, der begår selvmord i Wales årligt, er 25-50-årige mænd og personer, der for nylig har mistet deres job.
Det vil organisationen Samaritans nu forsøge at gøre noget ved og har derfor udarbejdet en strategi, der rækker fem år frem i tiden. Frivillige medarbejdere er en stor del af denne langsigtede planlægning, hvis formål det er at bevidstgøre mennesker, der risikerer selvmord, om, at der faktisk kan ydes hjælp. Samaritanerne vil gerne arbejde sammen med forskellige grupper i samfundet, og da ikke mindst kirkelige menigheder.
– Siden Samaritanerne startede i Wales, har folk fra kirken, både gejstlige og lægmænd, været meget engagerede i organisationens arbejde, og vi vil fortsat støtte dens arbejde for at tilbyde fortrolig hjælp til dem, der er bekymrede, fortvivlede eller går rundt med selvmordstanker, siger Christopher Smith til www.christiantoday.com
På www.befrienders.org kan man finde hjælpelinier i øvrige lande. I Danmark findes der www.livslinien.dk
Fodnote: En ærkediakon er den øverste gejstlige embedsmand i et anglikansk bispedømme, med rang lige under biskoppen. (Kilde: Den Danske Ordbog).