Frikirker hjælper fattige børn – sammen
Danske frikirker lægger alle forskelle til side for at samle ind til Afrikas børn i julen. Migrantkirker er også med.
Der er over 350 frikirker og 220 migrantkirker i Danmark. De er forskellige som nat og dag. Alligevel kan de blive enige om én ting: Afrikas børn skal ikke lide under kontinentets fortærende fattigdom.
Derfor går de nu sammen om indsamlingen Giv til Liv, der ikke begrænser sig til almindelige kirkekollekter, men når helt ud til danskerne med indsamlingsbøsser i supermarkeder, trælasthandler mm.
– Vi vil gerne samarbejde med andre kirker om noget, der er større end det, vi selv kunne drive det til, siger Mogens Andersen, formand for BaptistKirken i Danmark.
– Danskerne får dermed mulighed for at støtte børn i Afrika med en kristen etik som garanti for, at pengene når sikkert frem, siger Tonny Jacobsen, der er formand for Pinsekirkerne i Danmark.
– Samarbejdet gør, at vi kan invitere alle danskere til at være med. Vi samler ind som kirker og uddeler hjælpen gennem lokale kirker. Det er det mest effektive netværk under afrikanske forhold, siger Jesper Kure, supervisor i international mission i Apostolsk Kirke.
Danske frikirker er meget forskellige. Nogle vil dele dem op i hhv. klassiske og nye frikirker. Til de klassiske frikirker regnes fx BaptistKirken, der var den første frikirke i Danmark, efter Grundloven sikrede religionsfrihed. Til de nyere frikirker regnes fx Pinsekirken, der blev resultatet af en verdensomspændende vækkelse i begyndelse af 1900-tallet.
De senere år har migrantkirker med indvandrere fra store dele af verden givet flere farver og fagter til frikirkerne.
– Det er vigtigt, at de nye migrantmenigheder også er med i fællesskabet. Og at de også er med til at give sammen med de andre frikirker, siger Hans Henrik Lund, daglig leder i Kirkernes Integrations Tjeneste.
Og Peter Götz, missionsforstander for Det Danske Missionsforbund knytter an:
– At samle ressourcer i fælles projekter er både en indlysende strategi og en forpligtelse, vi bør føle over for den voksende udfordring i vores verden.
Indsamlingen Giv til Liv skal sikre børns skolegang i Ghana, Rwanda, Somalia og Zambia.
Men nytter det noget?
Det kan tiggerdrengen Marcilino fra Ghana skrive under på. Han tiggede på gaden i New Takoradi fra han var 4 år. Nu går han i skole som en særdeles kvik dreng. Vendepunktet kom, da han kom på frikirkernes børnehjem Fathers Home.
Lille Marcilino tiggede for at skaffe mad til sin psykisk syge mor. På gaden blev Marcilino ofte træt eller syg, og så lagde han sig til at sove et vilkårligt sted.
Da han kom til børnehjemmet, var hele hans krop fuld af sår. Det blev sagt, at Marcilino ikke var mentalt rask. Da han startede i skolen, faldt han også i søvn i timerne. Men nu klarer han sig godt i skolen. Det viser sig, at han både er kvik og meget social.