Hjælpecenter gi’r julegave til kristne misbrugere

Shalom har modtaget millionstøtte og åbner fripladser i det nye år.
Behandlingshjemmet Shalom i Randers har nu mulighed for at modtage misbrugere i behandling, uden de behøver en offentlig visitering. Visitering betyder, at det offentlige anviser misbrugeren en plads og betaler for opholdet.

Alfred Frederiksen glæder sig til at kunne byde klemte misbrugere velkommen til de nye fripladser.

– Som resultat af Kristen Demokraternes engagement i finanslovsforhandlingerne er Shalom blevet tilgodeset med 1 mio. kr. til arbejdet, skriver centerleder Alfred Frederiksen i et julebrev til Shaloms kirkelige bagland.
– Vi er meget glade for denne håndsrækning og er klar over, at de skal bruges til at hjælpe netop den misbruger, som er kommet i klemme i systemet.
Shalom åbner derfor et antal fripladser i 2011.
– Pladserne er i overvejende grad tiltænkt de misbrugere, som har et ønske om en kristen tilgang, fortæller Alfred Frederiksen.

Kristent miljø

– Eftersom kommunerne ikke selv råder over pladser, hvor behandlingen foregår i et kristent miljø, er disse misbrugere udelukket fra at få et sådant ønske opfyldt, siger han.
Undersøgelser har vist, at resultaterne af misbrugsbehandling er bedst, hvor gode relationer og faglig kompetence går hånd i hånd.
– En misbruger som er troende, møder ikke altid denne gode relation i det offentlige tilbud. Misbrugeren oplever sig ikke accepteret eller forstået på grund af sin tro. Shaloms særlige værdigrundlag gør, at vi formår at møde netop denne misbruger, fortæller Alfred Frederiksen.
– Rapporter fra personer, som har været gennem de offentlige behandlingstilbud, før de kommer til Shalom, fortæller, at det er svært at være kristen og misbruger i et offentligt tilbud.