100 år med mission
Mission Afrika Region Østdanmark inviterer til Hellig Tre Kongers fest i Adventskirken Vanløse den 9. januar. Her fejres missionsselskabets 100-års jubilæum.
Det bliver en festlig dansk-nigeriansk dag, lover arrangørerne.
Dagen byder først på en gudstjeneste ved sognepræst Erik Meier Andersen med nigeriansk sang ved Asabe og Elkana Dalatù. Derefter vil der være fællesspisning, hvorefter Asabe og Elkana i ord og billeder vil fortælle om kristendommens komme til Kilbaland i Nordøstnigeria.
Elkana er opvokset og uddannet sundhedsassistent i Pella i Kilbaområdet, hvor han og Asabe boede, indtil de i 1995 flyttede til Danmark sammen med deres tre børn. I 2005 blev Elkana ansat i Mission Afrika (dengang Sudanmissionen) til at være bindeled mellem den lutherske kirke i Nigeria og Danmark og skabe venskabsmenigheder.