Bibelen er mest populær

En ny undersøgelse viser, at Bibelen er det mest populære helligskrift på internettet.
En ny undersøgelse viser, at Bibelen, i form af websitet Biblegateway.com, er den mest populære religiøse kilde på nettet. Undersøgelsen fremlægger en “top-50-liste” over de mest besøgte og mest brugte religiøse websites.

Peter Fischer-Nielsen

– Det er bemærkelsesværdigt, at Bibelen med sine mange år på bagen stadig formår at sætte sig igennem som den mest populære religiøse ressource i en ny digitaliseret tidsalder, siger religionssociolog Peter Fischer-Nielsen fra Århus Universitet, der står bag undersøgelsen. Den er en del af hans ph.d.-afhandling “Mellem sogne- og cyberkirke: En analyse af folkekirkens kommunikation på internettet”.
Udover Biblegateway.com viser også andre websites tegn på Bibelens stigende popularitet på nettet. Bl.a. er hjemmesiden Bible.cc, et online bibelstudieværktøj, gået fra en 32. plads i 2008 til en 8. plads i 2011.

Er islam på tilbagetog?

Andre tal fra undersøgelsen er mere tvetydige. Biblegateway.com lå i 2008 nummer tre på listen, hvor Islamway.com lå nummer et. I 2011 er det lige omvendt. Islamway.com er nu rykket ned på tredjepladsen, og det giver anledning til spekulationer om en dalende interesse for islam på nettet i takt med den stigende interesse for kristendommen.
Den konklusion kan man dog endnu ikke drage på baggrund af en enkelt undersøgelse, mener Peter Fischer-Nielsen:
– Det er for spekulativt at sige noget endeligt om islams popularitet kontra kristendommens. Det kræver flere undersøgelser. Der kan være mange faktorer på spil, som ikke er afklaret i denne undersøgelse, forklarer han og understreger, at undersøgelsens formål udelukkende er at sige noget om, hvilke typer religiøse websites, der dominerer på nettet.

Religiøs konkurrence

I Danmark er kristendommen fortsat den dominerende religion. Men ifølge Peter Fischer-Nielsen skal vi ikke længere være sikre på dén sag. Der er nemlig øget konkurrence på nettet religionerne imellem.
– Vi lever lidt i en osteklokke her i Danmark, hvor vi tror, kristendommen er den mest dominerende religion. Men hvis vi tager alle religiøse praksisser med i billedet, er det tydeligt, at der er en stærk konkurrence på nettet i dag – også i Danmark, siger han.
De nyreligiøse websites fylder ca. en tredjedel af de 50 websites på listen, og selvom de ikke ligger blandt de tre mest brugte, er de alligevel den type religiøse websites, der har set den største vækst.
I 2008 var der 14 New Age-websites i top 50. I 2011 er tallet steget til 17. Til sammenligning faldt de kristne websites fra 22 til 21 og islamiske sites fra 9 til 6 i samme tidsperiode.
Undersøgelsen anvender den samlende betegnelse New Age om alt fra tarotkort til astrologi og andre alternative spirituelle retninger.

Folkekirke i dialog

At udnyttet nettets muligheder til fulde er centralt for god kommunikation og dialog. Det er især relevant for Folkekirken, mener Peter Fischer-Nielsen.
– Folkekirken skal satse mere på denne dialogiske form for kommunikation på nettet. De sociale medier er oplagte Folkekirken, siger han.
Den type af sociale medier og online fællesskaber, som bl.a. Facebook og Youtube er en del af, kaldes i IT-kredse for Web 2.0. De er typisk kendetegnet ved en stor mængde bruger-genereret indhold. Og netop denne type kommunikation mellem bruger og organisation er vigtig, hvis Folkekirken fortsat skal beholde sin position som danskernes foretrukne kilde til religiøs og spirituel identitet, mener Peter Fischer-Nielsen:
– På Folkekirken.dk er der f.eks. ingen diskussion om trosindholdet i kirken. Det bærer præg af envejs-forkyndelse, hvor man ikke lukker op for folks forskellige meninger om kristendom og tro.
Det brugergenererede indhold findes der dog lidt af på Folkekirken.dk i form af blogs, hvor en række skribenter jævnligt diskuterer emner med relevans til kirke og tro.

Læs hele artiklen på Sondagmorgen.dk.
Læs Peter Fischer-Nielsens egen analyse på E-religion.eftertanke.dk. Her findes også link til selve undersøgelsen.