P3: Jesus er nice!

– I er nødt til at nå de unge. Det er jo ikke ligefrem dem, der fylder op i kirkerne. Unge elsker slogans. Derfor har vi et forslag: Jesus er nice!
Det sagde David Mandel fra P3 Morgen, da han interviewede Svend Løbner om Kirkernes Mediedag.
Stemningen var munter, da P3’s morgenhold hyggede igennem.
– Men er kirkens budskab ikke uddateret, spurgte P3-værten?
– Nej da, har du ikke brug for tilgivelse? Og at nogen elsker dig? replicerede Svend Løbner.
– Jo da, kom det lidt overrasket fra David Mandel.
Og så fortalte Svend om kirkens budskab: Julen fortæller, at Gud elsker os. Påsken, at Jesus tilgiver os. Og Pinsen, at Helligånden er med os.

Inspiration og flow

– Men det er da lidt diffust, det dér med Helligånden, ikke?, sagde David.
– Måske, men det kan sammenlignes med at få en indskydelse eller inspiration, som når jeg oplever flow, mens jeg skriver, svarede Svend.
Og så kom forslaget: Jesus er nice!
– Den vil jeg tage med til Kirkernes Mediedag, svarede Svend. – For det er jo dét, det handler om. Kirken er der, når mennesker er i krise og ved livets fire store højtider. Men kirken er jo også fuld af mennesker med masser af gode historier.