– Gud vil aldrig svigte dig

For nogle år siden blev Susanne Bech forladt af sin mand. Hun stod alene med tre små børn og var ved at blive opslugt af forladthed, skam og smerte. Det blev starten på en lang, mørk ørkenvandring, men en vandring med Gud. Og det gjorde forskellen.
”Hej med dig, søde, hvor er det godt at se dig”, kommer det fra én af de kvinder, der står ved ind-gangen til Cafe Cadeau og tager imod gæsterne.

Susanne Bech
fotos: Henriette Bjarne Hansen

Lutter lattermilde og storsmilende kvinder vælter ind ad døren. Snakken summer, som var det en bisværm, der var lukket ind. Kaffekopper klirrer, og stole skurrer hen over det fine trægulv. Den kvindelige pianist sætter sig ved pianoet, slår tonen an, og der spilles op til lovsang og tilbedelse. Vi er til et Aglow-møde.
Umiddelbart virker alle disse kvinder lykkelige og tilfredse. De har uden tvivl et ægteskab uden knas – en mand, der bærer dem på hænder og fødder og står ved det løfte, han afgav foran alteret, da han sagde ja til at følge sin hustru i medgang og modgang – ”indtil døden jer skiller.”
Sådan er det også for nogle, men ikke for alle. Da vi stillede Susanne Bech, som sidder i Aglows nationale bestyrelse, det legendariske Bag-Faca-den-spørgsmål om, hvad det værste, hun har oplevet her i livet er – var svaret:

– Det værste, jeg har oplevet, var, da jeg pludseligt blev forladt af min første mand og stod alene tilbage med tre mindreårige børn. Chokket, smerten, frygten, forladtheden og skammen – alle de traumatiske følelser og tanker og den krise, der følger med. Dét er jo ikke noget, der kan bearbejdes i løbet af kort tid. Og for mig blev det starten på en lang, til tider mørk og ufremkommelig ”ørkenvandring”- men en vandring med Gud. Og det gjorde forskellen.

Har du lært noget af den krise, som du har været igennem?
– Ja, det har jeg. Bibelen taler om mulmets skatte, og jeg tror, der ligger skatte gemt i dybet og mørket, som vi ikke erfarer og får del i, medmindre vi er villige til at opgive os selv og give afkald på vores drømme.
– Hvis vi i stedet giver os hen til Gud og lader ham styre ” slagets gang ”, vil hans fuldkomne plan og vilje med vores liv blive åbenbaret. Gud vil midt i den krise, vi befinder os i, vise os nye sider af sig selv og sit væsen. Vi får lov at se os selv i lyset af ham, og vi kan lade HAM omforme og danne os til noget meget bedre og til hans ypperste formål med os. Midt i den krise jeg befandt mig i, oplevede jeg Guds trofasthed, barmhjertighed og kærlighed på utallige måder. Jeg har lært, at selvom andre mennesker svigter og fejler, er Gud dén, han siger, han er. Hans løfter er til at stole på, og man kan regne med ham fuldt ud i alle forhold!

– I sommeren 2005 deltog jeg i Pinsevækkelsens sommercamp i Mariager. På det tidspunkt havde jeg været alenemor/single i 16 år. Efter et af møderne, på vej væk fra min plads, stødte jeg sammen med Jan i midtergangen. Jeg vidste, hvem han var, men kendte ham ikke personligt. Jeg vidste, at han gik igennem en svær tid i sit liv, så jeg spurgte lidt til, hvordan han havde det. Det var en meget intens lille snak, vi havde der på gangen. Mens vi talte, følte jeg mig som en magnet, der blev draget imod ham. Vi blev afbrudt af Jans telefon. Han skulle møde sin søn og måtte gå.

Var det kærlighed ved første blik?
– Det ved jeg ikke, om det var, men Jan gjorde stort indtryk på mig, og jeg følte mig meget stærkt tiltrukket af ham. – Intensiteten i hans blik, varmen i hans væremåde, hans dybsindighed og rolige væsen.
– Efterfølgende datede vi et par gange, og jeg faldt meget hurtigt for ham. Vi snakkede så godt sammen.
Hvad snakkede I om?
– Om alt her i livet, også det svære. Om Jesus, og personlige erfaringer i Gudsforholdet og tjenesten. Det flød så let fra hjerte til hjerte, og vi oplevede begge, hvordan vi lynhurtigt ”klikkede” sammen.
– For tre år siden blev jeg gift med Jan. Han er virkelig Guds gave til mig.

Er du bange for at dø?
– Døden skræmmer mig ikke. Efter selv at have været tæt på døden et par gange og været tæt på nære venner og familie i sygdom og død, synes jeg, at jeg har fået et ”naturligt” forhold til døden.

Hvornår og hvordan har du været tæt på at dø?
– Første gang, jeg oplevede døden tæt på, var i 2002. Jeg var lige blevet indlagt til undersøgelse for nogle stærke blødninger, som jeg i længere tid havde døjet med på grund af muskelknuder i min livmoder. Pludselig begyndte jeg at styrtbløde og måtte køres på operationsstuen akut. Jeg blev svag og fjern og tænkte på, om de kunne nå at stoppe blødningen, før jeg mistede bevidstheden.Det var ret alvorligt, og jeg mistede en masse blod, men vågnede op igen og måtte efterfølgende have blodtransfusioner osv.
– Jeg havde det godt et lille år, men så startede det hele forfra. Jeg begyndte at styrtbløde og blev indlagt akut, besvimede under undersøgelserne og blev i hast kørt på operationsstuen. Inden jeg besvimede, mærkede jeg dødens greb om mit hjerte og tænkte: ”Nu dør jeg”. Jeg var ikke bange, men råbte på Jesus igen og igen indeni, inden jeg besvimede. Da jeg vågnede op, stod overlægen ved min fodende og fortalte med stor tilfredshed om, hvordan han havde reddet mit liv. Men jeg vidste, at Jesus havde hørt min bøn, og at det var HAM, der havde brugt lægen til at redde mit liv.

– I Salme 73,28 står der: ”At leve Gud nær er min lykke! Jeg har valgt at stole på Gud og fortælle andre om alt, hvad han har gjort”. Det vers fra Salmernes Bog har gjort en stor forskel for mig og blev en slags sandhed, som Gud åbenbarede for mig. Lykke kan jo defineres, og bliver defineret på mange forskellige måder og med forskellige ord. I medierne bliver der hele tiden udbudt forskellige forslag og ideer til, hvor og hvordan man kan finde lykken. For mit vedkommende har jeg i svære tider lært at være i Guds nærhed og virkelig leve tæt sammen med ham hver dag – og for mig er det den højeste lykke, der findes!

Hvad kan gøre dig ulykkelig og ked af det?
– I mit daglige arbejde på en skadestue ser og hører jeg hver dag om unge, der kommer, fordi de har taget en overdosis medicin eller på anden måde forsøgt at tage deres eget liv. Cuttere, (unge som skærer i sig selv) og unge med massive spiseforstyrrelser og store psykiske problemer. Det gør mig så ked af at være vidne til, at den unge generation oplever så megen smerte og rodløshed. Der er et stort behov for, at vi som kristne beder for de unge i vores land, at de må finde Gud, og at vi alle må finde en måde at nå dem med Guds kærlighed.

Hvad giver dit liv mening?
– Aglow betyder rigtigt meget for mig. Det giver mit liv mening og indhold.
I 1991 blev jeg inviteret til mit første Aglowmøde. På det tidspunkt befandt jeg mig i mit livs værste krise. Året før var jeg blevet alenemor til tre små børn, var flyttet til en ny by og kendte ikke ret mange mennesker, men var dog så heldig at være havnet i en god og ung menighed. Her var en af kvinderne leder for den lokale Aglowgruppe, og hun spurgte, om jeg ikke havde lyst til at deltage i et møde. Jeg havde, da jeg boede i København, hørt om Aglow, men det havde ikke fanget min interesse. Men nu, på grund af min krisetilstand, var jeg sulten og tørstig efter mere af Gud, så jeg besluttede at deltage i mødet og se, hvad det var for noget. Og hvor blev jeg dog positivt overrasket!
– Allerede efter det første møde var jeg overbevist om, at Aglowkonceptet lige var noget for mig: atmosfæren af kærlighed, af Guds Ånd, af skøn lovsang og tilbedelse, af omsorgsfuldt fællesskab og af kraftfuld, personlig, profetisk tale fra en kvinde, som selv havde gennemlevet mange ting i sit liv. Jeg gik opløftet og begejstret fra mødet, og det har jeg gjort lige siden!

Hvad er Aglow egentlig for et sted?
– Det er og bliver et sted, hvor kvinder kan vokse åndeligt og finde deres identitet i Gud og få hjælp til at finde Guds plan med deres liv. Friheden til at virke og være den, man er. Troen på at alle mennesker har værdi og har en udrustning og gaver, som Gud ønsker at bruge til gavn for andre. Undervisning og træning i at bruge netop de ting og blive den kvinde, som Gud har skabt os til at være.

Hvorfor er der ingen mænd til stede ved møderne i Aglow?
– Selve konceptet har i mange år været, at mænd kunne deltage ved møderne to gange om året og til konferencerne. Det kan de stadigvæk, hvis de har lyst, men primært handler møder i Aglow om kvinderne. Fordi der var og er behov for at træne kvinder åndeligt og udruste dem til at tjene på lige fod med mændene. I alt for mange år har kirkerne jo været meget mandsdominerede, og hvor skulle kvinderne få mulighed for at virke med deres gaver og udrustning, blive mødeledere, forbønsledere, gruppeledere, forkyndere osv., hvis der ikke et eller andet sted bliver givet plads til det.

Tjener kvinder da ikke på lige fod med mændene i kirkerne i dag?
– Nej, det gør de desværre ikke. Men heldigvis er man i mange kirkesammenhænge ved at få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at kvinder får lov til at deltage i den slags. Man er ved at indse, at også de feminine sider skal repræsenteres – på lige fod med de maskuline. Men stadig er der i de danske frikirker enormt meget potentiale, som ikke bliver brugt og frigivet, fordi der ikke bliver givet plads og ansvar til kvinderne, men jeg tror, det kommer.

Jeg ved, at I beder meget i Aglow. Er kvinder bedre til at bede end mænd?
– Jeg ved ikke, om man kan sige, at kvinder er bedre til at bede end mænd, måske! Men kvinder er gode til at organisere sig, stå sammen i svære, personlige ting og til at hengive sig i bøn og tilbedelse. Der sidder rigtig mange kvinder rundt om i hjemmene, ikke kun her i Danmark, men i hele verden, som beder og beder, trofast år ud og år ind, og som er med til at høste mennesker ind til Guds rige, og som får masser af bønnesvar. Man ser dem ikke, hører ikke om dem, men de er der! Mænd har mere brug for at blive set og hørt, have en platform, formidle noget ud, og bl.a. på grund af forskellen mellem mænd og kvinder er der jo brug for begge sider i kirken og i tjenesten, ligesom der er i hjemmene.

Har du et specielt ønske for fremtiden?
– Jeg ønsker jo ikke at glemme noget om alt det, jeg lærte, da jeg befandt mig i krise og modgang. Ting som Gud satte på plads og underviste mig om. På den baggrund ønsker jeg at dele mine erfaringer og oplevelser og give det videre til kvinder, som er havnet i samme situation, som jeg var i. Kvinder, der oplever sig svigtede og forladte, og som står i nogle situationer/forhold, de ikke kan se en vej ud af. Jeg ved, at det er dagligdagen for mange kvinder.
– Jeg oplever, at Gud har talt til mig om at skrive en bog, og vi ved jo, at bare det at vide at man ikke er den eneste, der er i knibe – at andre er kommet igennem og har lært at håndtere lignende problemer, kan være til stor hjælp og give håb om, at tilværelsen bliver god og tryg igen, at der er andre og nye muligheder, der viser sig hen ad vejen.

Hvilken person betyder allermest for dig?
– Min mand og min familie betyder kolossalt meget for mig. Men Jesus er nummer et. Ham er jeg vild med. Han betyder ALT for mig. Jeg ønsker ikke at leve en eneste dag uden ham. Der har været tider, hvor han har været så nær, så nær – som den allerbedste og til alle tider mest trofaste ven, som er og har været der i svære, mørke tider, men også når livet er fedt, sjovt, og alting fungerer. Men ikke bare som vennen, også som Helbrederen, Genopretteren og Frelseren. Han begejstrer mig virkelig. Det er ikke et kedeligt og trist liv, vi får, når vi beslutter os for at følges med ham. Tværtimod. Livet bliver udfordrende på den fede måde, totalt anderledes end den menneskelige tankegang og måde at bygge og leve et liv på, sejrende, men ikke uden kampe, dybt meningsfuldt og til tider rigtigt sjovt.

Aglow er et enestående fællesskab af kvinder og for kvinder. For over 40 år siden blev Aglow startet af en lille håndfuld kristne kvinder med den faste tro, at ingen kan nå bedre ind i en kvindes verden end en anden kvinde. Aglow er i dag en verdensomspændende organisation, der med mere end 21.000 frivillige rækker ud til kvinder over 6 kontinenter – i over 170 lande – med Jesu Kristi kærlighed.