Unge ved for lidt om kristendom

Halvdelen mener, de er kristne, men kun 12,6 procent mener, at Jesus er verdens frelser, viser en undersøgelse blandt 900 studerende på gymnasierne.
Hvad er kristendommens væsentligste budskab? Det var et af spørgsmålene til 896 elever ved gymnasier og videregående uddannelser. Kun 8,2 pct. svarede tilgivelse. Og kun 12,6 pct. mener Jesus er verdens frelser.

– Vi må arbejde ihærdigt for at gøre Jesus kendt, siger Robert Bladt, som er genralsekretær i KFS.

Til gengæld scorede næstekærlighed højt med 62,2 pct. Midt imellem kommer moral og leveregler med 14,8 pct.
Alligevel opfatter 44,8 pct. sig selv som kristne. Og det giver kirker og kirkelige organisationer ”et forklaringsproblem”.
– Vi må blive bedre til at forklare evangeliet, lyder det fra Kristeligt Forbund for Studerende, som står bag undersøgelsen.
– At Jesus er verdens frelser, er en af kristendommens mest grundlæggende påstande. Undersøgelsen viser, at vi fortsat må arbejde ihærdigt på at gøre Jesus kendt blandt studerende.

Beder sjældent

De unges mangel på viden om troen afspejler sig også i praksis. Næsten halvdelen af dem, der kalder sig kristne beder aldrig eller har ikke bedt inden for det sidste år.
Af dem, der kalder sig kristne, har kun 6,3 procent bedt ”i dag”.
Her står det bedre til hos de muslimske studerende, der udgør 4,2 pct. af de adspurgte. Her svarer 43,2 procent, de sidst har bedt ” i dag”.
Af de kristne unge er der dog kun 22 procent, der siger, at de aldrig har bedt til Gud. 12,8 pct. siger også, at de har bedt inden for den sidste måned.

Gymnasie-elever er mest troende

Unge i gymnasiet er mere religiøse end unge på de videregående uddannelser, viser undersøgelsen fra KFS: Hele 54,7 pct. af unge på de gymnasiale uddannelser kalder sig kristne, mens kun 37,2 pct. kalder sig det på de videregående uddannelser.
Og selv om kun 12,6 pct. svarer, at Jesus er verdens frelser, tror 38,7 pct. på, at han er Guds søn.
KFS spurgte også: ”Hvad tror du, der sker med os, når vi dør?” De adspurgte kunne herefter selv komme med deres bud, og svarene viste, at 54,8 procent tror, der sker noget efter vi dør.