Fru Hybels skal rådgive Obama

Bill Hybels kone Lynne Hybels er med i Barack Obamas religionsråd.
Den amerikanske præsident Barack Obama har sammensat det råd, der skal rådgive ham om religiøse spørgsmål.
I rådet er både liberale og konservative kristne. I den ene ende er Nancy Wilson, der er leder af et kirkesamfund for bøsser, lesbiske og transseksuelle, og i den anden ende Lynne Hybels, der med sin mand Bill Hybels stiftede megakirken Willow Creek Community Church i Chicago.
Det nye religionsråd hører under det såkaldte kontor for trosbaseret og lokalt samarbejde, hvis formål blandt andet er at kanalisere skattepenge til religiøse gruppers sociale arbejde, skriver Kristeligt Dagblad.
Rådet skal rådgive Det Hvide Hus om religiøse spørgsmål og være et forum til at diskutere fattigdom, klimaforandringer, tværreligiøst samarbejde samt sociale og diakonale tiltag.