Mission Øst sender nødhjælp til Nordkorea

Om godt en uge sender Mission Øst 170 tons mad til sultende vuggestue- og børnehavebørn i Nordkorea.
Sulten er enorm i den kommunistiske diktaturstat. Nordkorea er kendt for den værste forfølgelse af kristne i verden. Magten er gået i arv fra den tidligere diktator til hans søn, og al opposition slås hårdt ned.
Kun tvunget af sulten har styret nu tilladt hjælpeorganisationer at komme ind landet, som det hidtil selv har fremstillet som en stor økonomisk succes.
Men FN vurderer, at 6,1 millioner nordkoreanere har akut brug for hjælp. FN sender nu sin humanitære chef Valerie Amos til Nordkorea for at vurdere behovet for hjælp.
AlertNet, som er en humanitær nyhedsservice leveret af Thomson Reuters Foundation, har netop været i Nordkorea og har offentliggjort billeder af voldsomt underernærede børn.
– Jeg har aldrig set noget lignende, og vi må handle nu, hvis ikke det skal koste rigtig mange liv. I 1990’erne døde op mod 1 million nordkoreanere af sult, og vi frygter, at en lignende situation er undervejs, siger generalsekretær for Mission Øst, Kim Hartzner.
Mission Øst er den eneste danske nødhjælpsorganisation, der leverer fødevarer til Nordkorea. Missionen sendte i juni 52,5 tons nødhjælp til landets nordvestlige provins North Pyongan. Denne gang leverer Mission Øst 170 tons nødhjælp til børn i vuggestuer og børnehaver i den sydøstlige provins Kangwon med hjælp fra private støtter og donorer.
– Sidst vi var i Nordkorea så vi med egne øjne, hvor desperat behovet er. Næsten alle børn vi så, var moderat til svært underernærede, og forholdene er ikke blevet bedre siden. Snarere tværtimod. Vi er taknemlige for igen at kunne tage af sted med nødhjælp til nordkoreanerne, men behovet er kæmpestort. Der er brug for al den hjælp, der overhovedet kan skaffes, siger Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner, der appellerer til, at både private og offentlige donorer giver penge til hjælp til Nordkorea.
Sulten i Nordkorea er bl.a. forårsaget af en hård vinter og flere oversvømmelser, som har ødelagt høsten i flere omgange.
FN’s Fødevareprogram (WFP) begyndte tidligere i år at samle midler ind til nødhjælp til Nordkorea fra det internationale samfund, men indtil videre har FN kun modtaget 30 procent af det nødvendige.