Over 3800 gæster til middag

Indre Mission fejrer 150-års-jubilæum lørdag den 8. oktober med en gigantisk fest i Fredericia.
Selv de mest optimistiske forventninger bliver overgået, når over 3800 af Indre Missions venner mødes til en historisk jubilæumsfest i Messe C i Fredericia lørdag den 8. oktober.

Spisning i Messe C i Fredericia, hvor IMs fest foregår.

Arrangørerne bestilte for flere måneder siden plads til 2800, men da tilmeldingsfristen udløb den 13. september, måtte der findes plads til over 1.000 flere.
– Det bliver noget af en fest, og vi skal nok få plads til alle. Men de mange tilmeldinger betød, at vi måtte ændre på de foreløbige planer, så der blev plads til flere borde, stole og storskærme, fortæller Indre Missions sekretariatsleder Birgit Forum, som er en del af det praktiske udvalg.

36 buffeter

Også Indre Missions generalsekretær er imponeret over de mange tilmeldinger.
– Der har været en overvældende interesse for jubilæumsfesten. Det viser bare, at Indre Mission selv efter 150 år er en særdeles livskraftig bevægelse, siger generalsekretær Thomas Bjerg Mikkelsen, der skal være festens toastmaster.
Jubilæumsfesten er bygget op omkring en tre-retters middag, som serveres fra 36 buffeter i den store messehal. Mellem retterne er der planlagt en række forskellige indslag, som ser tilbage på bevægelsens 150 år lange historie, men også fremad med nye arbejdsformer og visioner.
En af de mere festlige indslag bliver en musikalsk gennemgang af historien med den talende titel ”Fra trædeorgel til tråd”.

Vil også se fremad

– Selvfølgelig skal vi mindes og glædes over fortiden, men det er vigtigt for os også at se fremad. Vi ønsker stadig at være en vækkelsesbevægelse og bringe det kristne budskab til nutidens danskere, og derfor vil vi benytte jubilæumsfesten til at præsentere en række nye visioner for missionsarbejdet, siger Thomas Bjerg Mikkelsen.
Jubilæumsfesten begynder kl. 16, men allerede kl. 13 holder Indre Mission sit årsmøde, hvor formand Hans-Ole Bækgaard bl.a. vil aflægge sin formandsberetning.