Clement Kjersgaard: Kirken er yt – men Jesus er in

Kristendommens styrke er dens svaghed, sagde Clement Kjersgaard på den kristne GLS-lederkonference i København.
Kirkeinstitutionen er ”yt”. Kirker overlever kun, hvis præsterne tør profilere sig, og kirken er opsøgende og engageret i danskernes livsspørgsmål.

Når man siger, man er kristen og gerne vil følge Jesus og være sammen med ham, så kaster man sig ud over alle argumenter og holder sig til teksten selv. Det er det, der virker på mig.

Fremtidens ”ikke kirkekristne troende” køber ikke et autoritært kirkesystem. Men Jesus og Det Nye Testamente appellerer. Kristendommens svaghed er dens styrke.

Det sagde studievært Clement Kjersgaard til over 350 kirkeledere på Global Leadership Summit i København.
Han var inviteret af Willow Creek Danmark som en af to live-talere på den dvd-transmitterede konference, der sendes til 150.000 ledere i 80 lande verden over.

Rummelighed ikke nok

Clement Kjersgaard lagde ud med et dystert fremtidsperspektiv på Folkekirken:
– Folkekirken bør indstille sig på det fri marked på linje med alle andre store statsinstitutioner. Man opdelte for nogle år siden DSB i to: Banestyrelsen skulle stå for skinnerne, DSB for at køre på skinnerne. Man skilte hardware og software, så at sige. Det samme er sket med Folkekirken.
– Hvad er det første ord, man hører præster sige, at Folkekirken skal være? Rummelig. Det er dybest set Banestyrelsen. Der er ikke et entydigt indhold.
Det betyder, at Folkekirken ikke kan gå ud som en aktør i samfundsdebatten, mener Kjersgaard.
Men frikirkerne burde stå over for et fantastisk åbent marked. Hvis man altså er bedre til at være kirke i øjenhøjde med befolkningen. Hvis man er bedre til at tage de aktuelle samfundsspørgsmål alvorligt.
– Folkekirkens problem er, at kirken skygger for Jesus. Det der gør Folkekirken gammeldags kan godt være, at man tilbeder en 2000 år gammel jøde, men det mest antikverede ved Folkekirken er, at man frøs den fast for omkring 150 år siden og dybest set ikke har bevæget sig siden.
– Man har blandet kristendommen og danskhed sammen, så det ikke er til at skille ad. Men man glemmer, at Jesus jo rent faktisk ikke var dansker. Prøv at lade ham køre igennem pointsystemet! Folkekirkens udfordring er at gøre sig klart, at det er Jesus, man skal ”sælge. Og faktisk er Jesus et bedre budskab end Grundtvig – tro det eller ej!

Batman eller Johannes Døberen?

– Jeg tror ikke, man kan trække størstedelen af befolkningen i kirke igen. Hvis man for 50 år siden ikke gik i kirke om søndagen, så havde man et forklaringsproblem. Hvor var du søndag formiddag? I dag har man et forklaringsproblem, hvis man går i kirke. Børn går ud af 9. klasse uden at kunne kende forskel på Batman og Johannes Døberen. Det er den rigtige udfordring for kristendommen.
– De kirkesamfund, som vil have det bedst og sjovest, er de, der går ud og forholder sig til de store fundamentale spørgsmål og gør det løbende.
For Jesus og Det Nye Testamente siger alligevel moderne mennesker noget:
– Grunden til at kristendommen har bredt sig så meget er, at Det Nye Testamente går i dialog med læseren, Jesus stiller modargumenter. Han går i modfase. Det er unikt, at Jesus er en rebel, der formulerer sig i modstrid med det samfund, han er en del af. Og trækker det korteste strå. Jesus taber. Han vender ikke tilbage som kejser. Romerne kaster sig ikke ned for fødderne af ham.
– Det betyder, at når man siger, man er kristen og gerne vil følge Jesus og være sammen med ham, så kaster man sig ud over alle argumenter og holder sig til teksten selv. Det er det, der virker på mig.

Find budskabet

Hvad ville pastor Clement gøre for at brænde igennem til moderne danskere? lød et spørgsmål efter foredraget:
– I skal starte med indholdet. Hvad vil I kommunikere? Find historien. Hvad er vigtigt ude i virkeligheden? Religion virker, fordi folk har brug for tryghed og nogen, der har været i deres livssituation før. Man kan læne sig op ad en præst, der har haft 50 samtaler med skilsmissetruede par eller holdt 40 begravelser.
Hvad har Jesus sagt, der er relevant for vores tid?
– Da Jesus hænger på korset mellem de to røvere, siger han til den ene: I dag skal du være med i Paradis. Er det Guds søn, der udtrykker universel kærlighed, eller er det manden, der er ved at dø og laver en aftale om at mødes på den anden side? Det er interessant, fordi spørgsmålet står åbent. For folk, der ikke kender Bibelen, er kristendommen lige så autoritær som islam og ligeså mystisk som buddhisme. Men den kristne historie kan noget. Den lever i kraft af sin svaghed.
Du sagde, projektet er kørt?
– Kirke og kristendom er ikke det samme. Jeg har lettere ved at se et moderne ikke kirkekristent menneske, hvis tro bygger på nogle få anekdoter, overleve, end jeg kan se kirken som institution overleve, sluttede Clement Kjersgaard.