Moses Hansens søn dræbt

Moses Hansens ældste søn blev søndag aften dræbt ved en lastbilulykke i Norge.Moses Jr. Zorba Hansen blev søndag aften dræbt, da han kørte ind i en klippevæg med sin lastbil i Norge. Han var for blot fem måneder siden blevet gift med Haidi, som nu står alene tilbage.Moses Hansen (senior) skriver på sin facebook:
– Vores ældste søn, Moses Jr., blev dræbt i aftes. Han kørte lastvogn i Norge. I et skarpt sving nær Mandal mistede han herredømmet over sit vogntog og kørte ind i en klippevæg, hvor førerhuset blev klemt mod væggen.
– Moses havde en svag puls, da redningsmandskab og helikopter nåede frem. Men han blev kort efter erklæret død.
– Moses og Haidi (se foto) blev gift den 26. juni i år under romantiske forhold på øen Tobago i Det Karibiske Hav, som ligger nordøst for Trinidad. De havde lige solgt deres lejlighed og planlagde en større udenlands rejse. Men alle planer blev brat standset i aftes på en mørk vej i Norge.
– Moses er hjemme hos Gud. For Jesus siger i Johannes 11:25: “Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.”
– Derfor sørger vi ikke, som verden sørger, når døden rammer. Vi sørger, men ikke på samme måde. For vi trøstes ved de mange løfter, der klart siger, at vi skal mødes hjemme hos Jesus. Læs bl.a. 2. Tess. 4:13-18.
– Haidi flyver til Norge i dag mandag. Hun har ikke opgivet håbet om at se sin mand oprejst fra de døde. Derfor beder hun om, at en bønnekæde fødes frem i løbet af i dag mandag, så hun må få al den nåde, hun trænger, når hun i løbet af dagen i dag ser Moses Jr. på hospitalet.
– Der vil ikke være noget mærkeligt i, at Gud sender Jr.’s ånd tilbage til kroppen, som nok også trænger til helbredelse, formoder jeg. Jeg kan ikke sige, jeg har troen dertil. Men jeg ved, Jesus formår, og jeg bakker gerne min svigerdatters tro og håb op ved selv at bede – og bede om forbøn.
– Jeg vil bestemt ikke bebrejde Haidi, hvis hun kommer flyvende tilbage fra Norge med en levende søn – og en levende ægtemand. Gud velsigne os med levende tro – og lindrende trøst. Tak for din forbøn – og tak om du deler denne sag med en eller flere andre forbedere..

Moses sammen med Haidi, som han for blot fem måneder siden blev gift med.