Udskældt minister til stort bedemøde

Manu Sareen taler ved Bøn for Nationen 4. maj.
Der går sjældent en uge, uden at minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen, er i mediemøllen. Nu sker det måske igen.

Manu Sareen

I kirkelige medier fylder hans oplæg til homovielser i folkekirken meget. I øvrige medier anklages han for at svigte indiske børnehjem, som han ellers havde lovet overskud fra sin børnebog.
Men nu kan ministeren blive kendt for noget godt, når han deltager i Bøn for Nationen i Helligåndskirken på Strøget i København Store Bededag den 4. maj.

Nydanskere arrangerer

Bøn for nationen er tilrettelagt af kristne nydanskere i København i samarbejde med Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) og finder i år sted for ottende gang. Arrangementet er lagt ind under Evangelisk Alliance og henvender sig til alle kristne fra folke- og frikirker.

Også i Aarhus og Aalborg

Bøn for Nationen finder også sted samme dag i Globus 1 i Aarhus og i Vor Frue Kirke i Aalborg.
I København er deltagerne sikkert spændte på, hvad Manu Sareen vil sige. Ikke blot vil han indføre vielse af homoseksuelle, men han var også ved at melde sig helt ud af folkekirken, kort før han blev minister.
/sl