Pigen med det stærke hjerte

Jane Eyre er en tro fortolkning af Charlotte Brontës roman fra 1847, som kombinerede en overbevisende historie om brændende lidenskab og ulmende hemmeligheder med en fortælling om moral, tilgivelse og den universelle længsel efter at være elsket.
Jane Eyre (Mia Wasikowska), en britisk forældreløs, løber spidsrod gennem en barndom af forhindringer og svigt, før hendes vej til sidst – i en alder af 19 – fører hende til et job som barnepige for den rugende Edward Rochester (Michael Fassbender), hvis smukke herregård er fuld af mystik, bedrag og farer. Kendere af romanen eller tidligere filmatiseringer af den vil ikke blive overrasket over, hvad der venter Jane af følelsesmæssige kvaler, men selv det at vide, hvordan historien ender, distraherer ikke fra denne versions stærke skildring af en ung kvinde, der – på trods af, at hun fra naturens side ikke har fået meget i gave – alligevel har så meget at give af.
Instruktør Fukunaga genopfinder ikke Jane Eyre i et brag af farver og begejstret Regency-musik. Dette er ikke en nuttet genfortælling for chick-lit-fans, og der er ingen særlig appellering til det 21. århundredes sentimentalitet. Hvad han har gjort – ganske fremragende viser det sig – er at drive fortællingen tilbage til sine rødder med et resolut fokus på den dramatiske udspillelse af Janes og Rochesters forhold, beriget som den er med hendes deprimerende fortid og hans dystre hemmeligheder og nogle virkelig foruroligende scener, der bringer historiens mørkeste øjeblikke til live.
Jane Eyre er en saga om brudte håb og løgne, men det er samtidig en kærlighedshistorie af den største slags; om at ofre sig for en anden på trods af en tilsyneladende afgrundsdyb kløft. Wasikowska har aldrig set mere skrøbelig ud, mere håbløst sårbar, end hun gør her, og alligevel er der en indre kerne af stål, en uudslettelig tro på det gode, der kontrasterer Rochesters vaklende charme og stigende fortvivlelse. Fassbender er elektrisk, ubesværet karismatisk og farligt forførende, en sardonisk verdensmand, der ikke tror på noget eller nogen, indtil han møder Jane.
Charlotte Brontë kom i kontakt med den engelske vækkelsesbevægelsen gennem sin far, Patrick Brontë, der var præst i den anglikanske kirke i 41 år, og gennem hele sit liv sloges hun med spørgsmålet om synd versus Guds nåde. Vækkelsesbevægelsen appellerede i viktoriatiden til kvinder, fordi den validerede intense og lidenskabelige følelser som måder at kende Gud på, og fordi den i modsætning til den strenge calvinisme agiterede for et personligt forhold til Gud. Karaktereren Jane, der af mange litteraturhistorikere anses for at være en semi-biografisk fremstilling af Charlotte selv, var måske hendes måde at forlige sit kunstnersind med sin tro, for Jane repræsenterer det passionerede, stædige, uknækkelige håb, der bærer os mennesker, og den kærlighed, der er mild, tålmodig, som ikke bærer nag, og som udholder alt.
Anne-Katrine Buch

Jane Eyre (DVD) • 120 min.