Folketingspolitiker talte på kristent seniorkursus

Mette Hjermind Dencker fortalte om, hvad troen betyder for hende.Folketingsmedlem Mette Hjermind Dencker har kun været et års tid på Christiansborg, og hun har opdaget, at der ofte er en meget negativ dagsorden.

Mette Hjermind Dencher ved middagsbordet sammen med nogle af de over 70 seniorer, som deltog i august-kurset på Kolding Internationale Højskole.

– Ofte handler det mere om at ”finde fem fejl” hos de andre og dolke hinanden end om at arbejde for det, man selv synes er godt.
Det sagde hun på et seniorkursus for ca. 70 deltagere på Kolding Internationale Højskole i sidste uge.
Mette Hjermind Dencker er oprindelig coach og terapeut og forsøger at forstå mennesker og tro det bedste om alle.
Men for nylig oplevede hun selv at blive hængt ud i medierne. Da hun er familiepolitisk ordfører for Dansk Folkeparti var hun blevet ringet op af pressen for at kommentere de radikales forslag om, at to homoseksuelle par – fire mennesker – skal kunne dele forældremyndigheden over ét barn.
– Jeg svarede, at jeg synes, det åbnede for en kæmpe glidebane. Hvis ikke vi holder fast i den oprindelige biologiske kernefamilie – mor, far og barn – hvor ender vi så? Hvad kan så ikke tænkes? Skal man så også kunne blive gift med sin hund? spurgte jeg.
En socialdemokrat, som er homoseksuel, beskyldte mig nu for at sammenligne homoseksuelle med dyr… Og den greb medierne. Og så skrev Kathrine Lilleør om mig på sin blog og beskyldte mig for at ville appellere til højreorienterede.
Og det var jo slet ikke det, jeg mente, bedyrer Mette.
– Jeg blev faktisk så ked af, at jeg på den måde blev misforstået, og at man forsøgte at fremstille mig for noget, som jeg bestemt ikke mente.
I den situation bad jeg Gud om hjælp. Og når man beder om hjælp, så kommer den også. Kort efter var der nogle mennesker fra min valgkreds i Østjylland, som ringede og sagde, at de havde hørt det i radioen, og at de i hvert fald vidste, at her manglede noget af forklaringen. For de kendte mig – og det hjalp mig.

Konfirmations-kristen

Mette Hjermind Dencker fortalte, at hun selv kommer fra en kernefamilie i en mindre by, og at hun ønsker at holde fast i de positive traditioner og holdninger, der stammer fra Danmarks kristne kultur.
Hun blev selv bevidst om sin kristne tro ved konfirmations-undervisningen, hvor en kvindelig sognepræst, Hanne Davidsen, gjorde kristendommen vedkommende.
Allerede som 18-årig blev Mette selv mor og stod kort efter alene med barnet, indtil hun mødte sin nuværende mand, Mikkel Dencker, der også sidder i Folketinget. Og den tryghed en familie giver, betyder derfor rigtig meget for hende.
– Men jeg forstår da godt, at andre kan opleve det anderledes, og så prøver jeg at forstå dem ud fra deres baggrund, sagde hun.

Andagt genindført

Da Mette Hjermind Dencker blev valgt ind i Folketinget, læste hun i Kristeligt Dagblad, at den fælles andagt i Folketinget var blevet nedlagt. Hun tog derfor selv initiativ til at genoprette andagten, så de politiske modstandere her kunne mødes og høre søndagens tekst, synge en salme og bede et fadervor.
– Der kommer ganske vist kun mellem 5-10, og det er ikke kun politikere, men også ansatte, fortalte hun.
Mette Hjermind Dencker blev af deltagerne spurgt om en lang række spørgsmål. Bl.a. om morgensang og fadervor i skolerne, som hun går ind for.
Hun mener ikke, homoseksuelle vielser bør foregå i kirken, som det nu er gennemført.
– De skal have lov at leve sammen, men det skal ikke blandes sammen med Gud og kirken, sagde hun.
Hun blev spurgt, om børnene led under, at deres mor var kendt for nogle holdninger.
– Nej, men det er nok fordi mine tre børn går på den kristne privatskole, Jakobsskolen, på Frederiksberg, svarede hun.
– Her er der en omsorg for børnene, som jeg er meget glad for. Man accepterer ikke mobning. Her møder jeg den kristne næstekærlighed, som jeg ønsker, mine børn skal vokse op i. Og jeg ville ønske, at der også var mere af den i politik.