Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg er en dame på 72, og for 2 år siden mistede jeg min mand. Vi havde kendt hinanden siden vi var 17, og har haft et langt og dejligt liv sammen. Min mand var syg af kræft det sidste år, inden han døde, men alligevel kom det som et chok for mig, da jeg mistede ham. Nu er det jo ved at være længe siden, og jeg burde være kommet videre, men det kan jeg ikke rigtigt. Jeg sidder mest herhjemme, går ikke meget ud, holder mig mest for mig selv, orker ikke rigtig noget. Jeg er tit træt, træt, træt og overvejer, om jeg egentlig gider livet, og det har jeg dårlig samvittighed over, jeg har det jo på mange måder godt, har dejlige børn, børnebørn. Hvorfor kan jeg ikke komme videre?
G.
Kære G.
Når man har haft et så langt livsforløb sammen, som du og din mand nåede at have, så er det en kæmpe udfordring pludselig at skulle leve alene. Der er for det første sorgen og savnet, som ikke bare sådan lige fortager sig, og så er der alle de gamle minder eller tanker om, hvordan det ville have været, hvis din mand stadig havde levet. Det tager alt sammen rigtig meget mental energi. Samtidig er du så nu alene om alt det, I før var fælles om regninger, bekymringer, opvask, oprydning, indkøb osv. så det er helt naturligt, at du er noget mere træt end tidligere! Prøv at huske at lade være med at forvente mere af dig selv end rimeligt er.
Mange i din situation tror og forventer desuden af sig selv, at de inden for forholdsvis kort tid skal kunne vende tilbage til den vante hverdag genoptage rytmen, nu blot med service til én, frem for til to. Men faktum er, at INGENTING er det samme der er ikke noget vant at vende tilbage til, for alt er forandret. Måske er det det samme hus/lejlighed, det samme køkken, den samme mad, man spiser, men rammerne og omstændighederne omkring det hele er jo RADIKALT ændret. Så det handler ikke bare om at komme videre det handler om at starte helt forfra, vænne sig til en helt ny identitet som alene. Og at skabe og vænne sig til en ny identitet er sørme hårdt arbejde, det kan man både blive træt, frustreret og angst over.
Men giv ikke op, det er lykkedes for andre før dig, så du skal nok klare den, men du har brug for støtte nogen at dele dine tanker og frustration med, og som kan være sparrings-partnere for dig. Du må derfor sørge for at få brudt din tendens til at isolere dig, giv dig selv et spark bagi, og begynd at komme lidt ud igen!
Hold dig ikke tilbage for at opsøge de gamle venner/veninder, også selvom de stadig er i parforhold, lad være med at føle, at du trænger dig på, for man kan altså godt drikke the med en god veninde, eller tage i centeret sammen, selvom man har en mand derhjemme.
Det vil også være en god idé at sørge for at have fællesskab med andre, der er i samme situation, måske kender du nogle, som også er blevet alene, og ofte har den lokale kirke tilbud som netop henvender sig til seniorer og enlige. Det er en stor hjælp for de fleste at have fællesskab med andre, der forstår tingene indefra.
Endelig er der det, at mange enker/enkemænd har svært ved at komme videre i livet, fordi de dermed oplever at svigte eller endeligt at miste den afdøde. Det kan føles som om, at man fastholder den afdøde og mindet om ham/hende bedst ved at lade tiden stå stille ved ikke ændre ved noget. Men sådan behøver det ikke at være. Det fællesskab, du og din mand havde sammen, lever allerbedst videre ved, at du lever videre, for du bærer kærligheden og minderne om ham i dig i dit hjerte. Så selvom du genoptager aktiviteter eller går til en fest og glæder dig over den, griner og græder over nye ting, så svigter du ham ikke, og du mister ham ikke yderligere. Og hvis du har lyst, kan du jo dele dine oplevelser og tanker med ham ved at tale med ham i det stille, eller højt når du spiser din mad, eller hvis du har tradition for at gå til graven på bestemte dage. Flere enker/enkemænd fortæller, at de går og snakker med afdøde, men at de er bange for, at de er ved at blive sære eller skøre. Det er dog hverken sært eller skørt, men i stedet en rigtig god måde at håndtere sorgen på og også til at vedligeholde mindet og fornemmelsen af den afdøde.
Hilsen Suh
Hej Suh
Jeg er for nylig flyttet til en ny by i forbindelse med studier. Jeg er rigtig glad for mit studie, men jeg er meget ensom. Synes det er rigtig svært at få nye veninder, der er jo dem på studiet, men jeg vil gerne have nogle kristne venner. Jeg kommer i en kirke, men mange kender hinanden i forvejen, og selvom alle er søde imod mig, føler jeg mig overset og hele tiden som tredje hjul. Så jeg ender med at være passiv henne i et hjørne, og de andre tror sikkert, at jeg helst vil være for mig selv, men det er jo det stik modsatte, jeg ønsker. Kan du give mig nogle gode råd til, hvordan jeg får brudt den onde cirkel?
Venlig hilsen C.
Kære C.
Det er altid svært at være ny et sted, især hvis man er den eneste, der er ny, mens alle andre kender hinanden. Har du undersøgt, om der er en KFS-gruppe (KFS: Kristeligt forbund for studerende) på dit studie? Her er der mulighed for at lære andre kristne at kende, som måske også er tilflyttere, eller som du i hvert fald har en fælles reference-ramme med, hvor I er (næsten) lige nye. Det giver måske lidt mere balance i tingene.
I forhold til fællesskabet i kirken er der ikke andet at gøre end at prøve at komme lidt mere ind i kampen. Du kan fx prøve at henvende dig til præsten/menighedslederen og spørge ham/hende, om du kan få hjælp til at komme i en form for netværks-gruppe. Hvis ikke der er det i din kirke, kan du fortælle lidt om din situation og høre, om han/hun har forslag til, hvordan du kan komme med i et fællesskab ud fra kirken.
Du kan også selv tage nogle initiativer, fx invitere en gruppe af de andre på din alder hjem til dig, det behøver ikke at være noget stort, pizza, kiks og en dvd er rigeligt til at få skabt gode rammer for snak og hygge. Eller du kan invitere nogle få udvalgte hjem til dig, enten for blot at hygge/lære hinanden bedre at kende, eller med fokus på noget bestemt (kroket-turnering, bogklub, bibelstudie, bytte gammelt tøj osv.). Det kan være, det er lidt grænseoverskridende for dig, men min pointe er, at du er nødt til selv at tage ansvar for, at tingene ændrer sig omkring dig, for som du selv skriver: måske tror de andre, at du helst vil passe dig selv, og så er du nødt til at få gjort dem opmærksom på, at det ikke forholder sig sådan.
Det er altid svært at tage initiativer til fællesskab, for der er en risiko for at blive afvist. Men lad ikke nervøsiteten for dette bremse dig, for gør du ingenting, får du helt sikkert ikke skabt de venskaber, som du har brug for, så du har sådan set ikke rigtig noget at miste kun alt at vinde. Og lykkes det ikke første gang så prøv anden, tredje og fjerde gang så er jeg sikker på, at det nok skal give pote på et tidspunkt.
Held og lykke med det!
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk
