Mit barn er sygt – men kirken taler ikke om helbredelse

(Læsetid: 6 minutter)
– I Bibelen læser vi om helbredelse og om Guds omsorg. Hvorfor taler kirkerne ikke mere om det? spørger en mor.

Kære Orla Lindskov
Jeg læste en bog, der handler om guddommelig helbredelse. Jeg lånte den af en god veninde.
Den var meget interessant at læse, og meget af det, jeg læste, var helt nyt for mig.

Men lad mig lige præsentere mig selv. Jeg er en kvinde på 38, er gift og har 3 børn. Et af mine børn lider meget af flere former for allergi.

Dette gør virkeligt ondt på min mand og mig. Det kender min veninde også til, og jeg tror, at det var derfor, hun lånte mig bogen.

Min mands og min kirkelige baggrund er Folkekirken. Men jeg har også ved flere lejligheder været til møder i frikirker, og det er så på den baggrund, at jeg skriver dette brev til dig.

Jeg lagde mærke til, at der i den før-nævnte bog er nævnt rigtigt mange steder fra Bibelen, som taler om helbredelse. I Bibelen finder vi altså de løfter om Guds helbredelse, som er givet til os. De løfter var gyldige på Jesu tid. Men de er også gyldige i dag, siger bogen.

Jeg ved, at Bibelen er Guds tale til os mennesker. Det husker jeg, vi lærte i konfirmations-undervisningen. Men hvordan kan det så være, at talen om Guds helbredelse af os mennesker er blevet sat til side?

Det er, som om alle disse løfter ignoreres i forkyndelsen. Jeg har været til mange gudstjenester og møder både i Folkekirken og i frikirker. Det godt nok sjældent, jeg har hørt noget om dette emne. Hvorfor undgår man at tale om helbredelser og om løfterne om helbredelse?

Disse løfter udtrykker jo Guds omsorg for os mennesker, når vi er syge. De er jo også en del af evangeliet. Så hvorfor taler man så lidt om dem?

Emnet om Guds helbredelse optager mig som sagt rigtigt meget på grund af mit syge barn.
Jeg vil gerne læse dit svar.

Venlig hilsen
En mor med et sygt barn.

 

Luthers dødssyge ven blev rask efter forbøn

 

Kære mor med det syge barn
Jeg synes, det går fremad med forkyndelsen om Guds helbredelse af syge, også her i landet. Måske langsomt. Men der er kommet en voksende interesse for emnet i de senere år, såvel i frikirker som i folkekirker.

Det er sket samtidig med og måske på grund af, at vi i Danmark har haft besøg af mange forkyndere og undervisere fra lande i den tredje verden.

Disse forkyndere har fortalt om tegn, undere og helbredelser, der sker hos dem, især i Afrika og Sydamerika. Det har givet vækst i kirkerne i disse områder.

Jeg vil forsøge at svare på dit spørgsmål om, hvorfor man taler så lidt om helbredelse i forkyndelsen herhjemme.

Dog vil jeg sige, at der er mange menigheder, hvor man beder for syge i forbindelse med møder og gudstjenester. Man beder måske ikke altid for syge som en integreret del af selve mødet eller gudstjenesten. Men bagefter eller i menighedernes bibelgrupper beder man så for de syge.

Mange steder er der også en vis blufærdighed forbundet med forbøn for syge. Man synes ikke, man skal udstille forbønnen for de syge offentligt. Sådan er der nogle, der mener.

Men lad os se på sagen rent historisk for at forstå, hvorfor vi er der, hvor vi er i dag.Der var en lang tid, hvor vi i Vesten helt udelukkede det overnaturlige. Man troede, at alt, som skete, havde naturlige og logiske årsager. Denne holdning påvirkede også de kristne, og det lukkede af for Helligåndens kraft.

Der har også været kristne, og det er der stadig, som påstår, at helbredelser og undere kun skete på apostlenes tid. Jeg har selv mødt nogle med den mening.

Nogle teologer påstår endda, at Gud har forandret sin måde at virke på. Det betyder for dem, at efter den første generation af apostle døde, da ophørte tegn, undere og helbredelser. For de første apostles autoritet var jo slået fast. Gud trak derfor sine karismatiske gaver tilbage. Der var nemlig ikke mere behov for dem.

Denne teologiske måde at se tingene på kaldes ”ophørsteorien”. Denne teori er særligt udbredt i de engelsk-talende lande. Men den har også tilhængere her i landet.

For præster og prædikanter kan denne teori være en næsten umulig hæk at springe over. Tænk fx, hvis nu den syge, man beder for, ikke bliver helbredt, så kan det jo tages som bevis for, at nådegaverne ikke virker i dag. Så har de jo ret, som påstår at Åndens gaver er ophørt med at fungere.

I reformationsperioden lærte Calvin og Luther, at Åndens gaver var ophørt med at fungere efter det første århundrede. I et af sine tidlige skrifter skriver Luther, at undernes tid var begrænset til den første menighed.

Luther ændrede dog senere mening om dette. Han begyndte senere at opfordre indtrængende til forbøn for både syge og døende.

Hvad var årsagen?
Jo, Luther mente, at han havde bedt sin ven Melanchton, og en, som hed Mykonius, samt tilmed sin egen hustru Käthe ud af dødens garn.

På en rejse i 1540 blev Melanchton dødssyg. Luther blev øjeblikkeligt tilkaldt. Han fandt sin ven bevidstløs og døden nær.

Da Luther så sin ven i den tilstand, blev han heftigt bevæget. Han gik hen til vinduet, og med ryggen mod de andre tilstedeværende bad han inderligt og bevæget.

Senere sagde han om dette: – ”Dengang satte jeg Gud stolen for døren. Jeg nævnte for ham alle de løfter, hvor han lover at høre vores bøn. Og jeg sagde til ham, at han måtte høre mig, hvis jeg skulle blive ved at tro på ham.”

Derpå tog jeg Melanchton i hånden og sagde: – ”Vær ved godt mod, Filip, du skal ikke dø. Stol på Herren, ham, som både slår ihjel og gør levende.”
Mens Luther talte, begyndte Melanchton at give livstegn. Han begyndte at trække vejret og kom langsomt til kræfter. Han blev efterfølgende helt rask.

Luther blev således for ca. 500 år siden et forbillede for os alle angående forbøn for syge.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov

Læs også