Sådan lever vi med krigen i Ukraine

Lesia Zhmur er 32 år og bor i Kyiv, hvor hun arbejder som administrator i Christian Vision. Hendes opgaver er kommunikation med pionerer og koordinatorer, indsamling af information m.v.

På det ukrainske sprog lyder februar måned som ”Lyutyy”, der betyder voldsom eller alvorlig. Måneden har fået sit navn, fordi der ofte er hård frost på denne tid af året. Men for os ukrainere har det voldsomme desværre varet i 730 dage. For februar måned markerede 2-årsdagen for den lange krig mod Ukraine.

Jeg har boet i Kyiv i de sidste seks år. Kyiv har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Gud gav mig i sin godhed muligheden for at arbejde og leve mit fantastiske ungdomsliv i denne by. Og selv krigen og den konstante beskydning af byen gjorde den ikke mindre attraktiv for mig.

Afskåret fra hjemmet

I februar 2022 ramte krigen mig i mine forældres hjem, 230 km fra Kyiv. Og jeg var først i stand til at vende tilbage til Kyiv igen i april 2022, da udkanten af byen var blevet besat, og det var farligt at tage til og fra Kyiv i al den tid. Den vej, som vi plejede at tage for at komme hjem, var under russisk besættelse. Folk døde på den vej i et forsøg på at redde livet.

Der skete forfærdelige ting i udkanten af Kyiv (Bucha, Gostomel, Irpin), som ikke kan huskes uden tårer. Det er svært at tro, at sådanne grusomme mennesker og deres endnu mere grusomme handlinger har en plads i vores tid.

Krigen er vor konstante følgesvend

En beboelseejendom i Borodyanka, 50 km nordvest for Kyiv, er blevet ramt af russiske missiler.

Men krigen er stadig vores virkelighed. Den er blevet vores konstante følgesvend, der afspejles i hver eneste detalje i hverdagen. Fx er det blevet vores daglige rutine at prøve at finde ud af, hvordan slægtninge og venner har det. Telefonopkald er ikke længere bare almindelige samtaler, men et forsøg på at fange underteksten i hvert ord og gætte, hvordan tingene egentlig er.

Mine dage begynder og slutter som før. Men nu er der mere end nogensinde en forståelse af, at hvert minut kan være afgørende. At tjekke luftalarmsignalerne i telefonen bliver nogle gange til et virkeligt lotteri – uanset om denne dag bliver rolig eller anspændt. Der er også en ny virkelighed i butikkerne. Shopping er ikke kun blevet til, hvad der smager godt.

Det handler også om, hvad der er nemt at opbevare og transportere. Nogle gange er det vigtigt at fylde lagrene op med mad og vand, for ingen ved, hvad morgendagens nyheder bliver – om fjenden fx rammer elnettet eller endda dit hjem.

”Det var en ængstelig tid med søvnløse nætter i bøn for os selv og vores kære.
Paradoksalt nok gik vi hver morgen bare på arbejde,
som om vi ikke havde hørt høje eksplosioner
og set ”fyrværkeri fra raketter” på himlen om natten.”

Et liv med konstant pres

Vores liv under disse forhold er et liv med kontraster og paradokser. Mine dage i Kyiv er ikke kun fyldt med aromaer af kaffe, som jeg elsker så højt, og gåture med vennerne gennem byens gader. De er også præget af ekkoer fra sirener (luftalarm-advarselslyde), der af og til minder os om at forblive opmærksomme. Engang var de bare frygtede, men nu er de simpelthen blevet en del af byens symfoni. Man vænner sig til dem. Som med alt andet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det er skræmmende at indrømme, men vi har virkelig vænnet os til noget, som vi ikke burde vænne os til. Vi har vænnet os til at være stærke, når presset er på. Til at støtte hinanden i svære stunder. Til at valget mellem håb og fortvivlelse ikke bare er et valg, men en test på vores udholdenhed og tro på fremtiden. Værst var det i maj sidste år, hvor fjenden hver nat sendte raketter og droner til en værdi af millioner af euro ned over hele Ukraine.

Det var en ængstelig tid med søvnløse nætter i bøn for os selv og vores kære. Paradoksalt nok gik vi hver morgen bare på arbejde, som om vi ikke havde hørt høje eksplosioner og set ”fyrværkeri fra raketter” på himlen om natten.

Håb trods alt

Byen var fyldt af mennesker, der levede uden søvn. Ukrainere er et folk, der ikke kun lider, men som ved, hvordan man gør prøvelser til trøst. Vi har lært at se lys i mørket og mærke varme i kulden. I bogstavelig og overført betydning af ordet. Sidste vinter var der mindre lys og varme i lejlighederne, end der har været. På grund af bombardementer og ødelagt kommunikation i byen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dette er ikke kun et spørgsmål om national karakter – det er vores faste overbevisning, at hver morgen bringer nyt håb. Ja, vi kan vænne os til ekstreme forhold, men vi har også magten til at vende udfordringer til muligheder. Vi er et folk, der ved, at sand styrke ligger i enhed og tro på fremtiden.

Kirken samler

– Vores bønner er blevet mere inderlige, og vores dage er fyldt med liv mere end nogensinde, fordi hver dag er som den sidste, fortæller Lesia Zhmur fra Kyiv.

Kirken er blevet et særligt sted i Ukraine i denne svære tid. Kirken blev et symbol på styrke og enhed for os alle. Forskellige trosretninger forenede sig fra krigens første dage og kom sammen som én stor familie for at støtte hinanden. Kirken er blevet et sted, hvor mennesker fra forskellige trosretninger har glemt deres doktrinære forskelle og arbejder sammen side om side.

Vi beder sammen om fred og enhed. Det er som et signal til alle om, at det er vigtigt at holde sammen i svære stunder. Fra krigens første dag modtog kirken folk fra de besatte områder, gav husly og bolig til dem, der havde brug for det, og måske endda havde mistet deres bolig og al deres ejendom. Kirken gav både åndeligt og fysisk brød til de sultne. Og gør det fortsat den dag i dag.

Det er svært med ord at beskrive størrelsen af, hvad almindelige, kristne mennesker har gjort, når de gik sammen om at hjælpe andre. De uddelte tonsvis af humanitær hjælp, bad tusindvis af inderlige bønner og viste betingelsesløs kærlighed. Uanset, hvilke forfærdelige begivenheder, der sker rundt omkring, bør det ikke genere kirken. For Herren efterlod os ikke i mørket, men advarede sine disciple: ”Og I vil høre om krige og trusler om krige, men gå ikke i panik. Ja, disse ting skal finde sted, men enden følger ikke med det samme.” (Matthæus 24,6)


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Heltemod i hverdagen

Måske ligger ægte heltemod ikke i epokegørende gerninger, men i at blive ved med oprigtigt at undres og glæde sig over livets almindelige øjeblikke, hvor hver dag kan være en prøvelse eller endda din sidste. Og i dette er der et højere niveau af optimisme, hvilket er typisk for ukrainere. Vores bønner er blevet mere inderlige, og vores dage er fyldt med liv mere end nogensinde, fordi hver dag er som den sidste.

Og vi taler ikke om fremtiden på samme måde som før. Fremtiden er en ting, som vi ikke bygger på. Men vi tror på det ukrainske folks styrke, mod og vilje. I dag er det ikke let, men vi fortsætter med at leve, skabe og tro på, at i morgen kan blive bedre. Ordet ”frivillig” er ikke længere bare et ord, men livsstilen hos flertallet af ukrainere, der er klar til at ofre økonomi, tid, egen bolig osv. for andres skyld. Også når det gælder om at ”dække” militærets behov, for de har ret ofte brug for militært udstyr og ting, der hører med til en normal tilværelse.

Et skjold for Europa

Ukraine gennemgår en vanskelig periode i sin historie og kæmper for sin uafhængighed og territoriale integritet. Vores folk står som en enkelt mur for sig selv og et skjold for Europa med et hengivent ønske om at beskytte fælles værdier og frihed. I denne svære kamp tror vi på, at vores sejr også er frihedens og demokratiets sejr i hele verden.

”Kirken er blevet et særligt sted i Ukraine i denne svære tid.
Kirken blev et symbol på styrke og enhed for os alle.”

Det er svært at forstå, men hundreder og tusinder af ukrainske sønner og døtre dør i dag i kampen for vores frihed. Og det bliver stadig sværere at befri vores lands territorier fra fjenden. Hvis du hører, at de ikke har styrke og våben – tro mig, Rusland har dem, og hver dag bruger de dem trodsigt på vores ukrainske byer og folk.

Der er formentlig ikke en eneste familie i Ukraine, der ikke har mistet en slægtning. Dette er vores frygtelige virkelighed, som vi aldrig ville ønske for nogen.
Vi forstår, at truslen fra russisk aggression kan sprede sig yderligere og blive en potentiel trussel mod hele Europa. Derfor overvåger vi begivenhederne tæt og tror på behovet for sammenhold for at beskytte fælles værdier og fred i regionen.

Vær ikke tavse og glem os ikke

Derfor vil jeg oprigtigt sige tak for jeres bønner i første omgang, samt for enhver materiel og militær bistand, som Danmarks befolkning gavmildt donerer til Ukraine. Vi er på samme side. Verden ser på. Og jeg beder dig oprigtigt om ikke at glemme Ukraine og ikke at tie. For tavshed kan blive tragisk, ikke kun for os, men også for hele verden.

Vær ikke tavse. Glem ikke. For krig er meget skræmmende. Gud er med dig! Gud er med os! Derfor tror jeg på, at sejren er vores. Jeg hilser dig med vor Guds og Jesu Kristi kærlighed.

Kærlig hilsen

Lesia Zhmur
Ukraine, Kyiv, februar 2024