Jeg er syg og ensom hjemme i min lejlighed

Kære Orla Lindskov

Jeg er en kvinde i halvtredsårs-alderen.

Jeg har lidt af alvorlig astma i mange år. Men nu har jeg også fået diagnosen kol. Jeg har røget meget, så lidelsen kol er jeg nok selv skyld i. Jeg ryger heldigvis ikke mere.

Jeg er arbejdsløs. Jeg kan ikke arbejde på grund af mine diagnoser. Jeg søger førtidspension. Men det er ikke nemt.

Jeg har førhen været en aktiv kvinde, som har deltaget i aktiviteterne i min lokale sognekirke. Jeg bor i forstads-kommune til Købehavn.

Men med de kirkelige aktiviteter er det slut nu for mig. Jeg har de seneste måneder mest holdt mig hjemme på grund af frygt. Jeg tilhører jo en udsat gruppe med mine diagnoser. Jeg ville nødigt ende i en respirator og dø der.

Jeg er alene, da min mand døde efter kortvarig sygdom for to år siden. Vi havde ingen børn selv.

Men min mand havde to børn fra sit forrige ægteskab. Dem har jeg mistet kontakten med, efter at min mand døde.

Vores venner var min mand og jeg fælles om. Det vil sige, det var hans venner. Jeg havde faktisk ingen venner. De fælles venner har jeg ikke mere kontakt med.

Jeg er enebarn og har altid følt mig ensom helt fra barndommen. Jeg husker, at jeg mest foretrak at lege alene.

Måske skyldtes det, at jeg fra starten i Folkeskolen blev mobbet af flere skolekammerater. Det blev begyndelsen på, at jeg trak mig ind i mig selv.

Min far og mor og jeg boede i et område på Sjælland med meget skov. Jeg husker, hvordan jeg på mine dårlige dage i skolen nød at gå ture i skoven. Jeg nød stilheden. Her var der ingen, der plagede mig. Og nu længes jeg efter skovens stilhed.

Men stilheden i min lejlighed går mig på. Det er mærkeligt. For jeg elsker stilheden, hvor jeg kan være sammen med Gud.

Nogle dage føler jeg mig låst inde i et fængsel i min lejlighed. Men jeg fordyber mig meget i mig selv og gennemtænker mit liv, også med hensyn til Gud.

Men stilheden i min lejlighed er næsten en belastning. Den minder mig om, hvor alene jeg er på grund af mine sygdomme. Og især nu, hvor alle de andre i min opgang igen tager på arbejde.

Min mand var altid god ved mig. Han roste mig for alt, hvad jeg gjorde. Hans første hustru var ikke god ved ham. Hun kritiserede ham altid. Sådan kan forholdene være så mærkelige i ægteskaber.
Har du nogle ord, du kan give mig med på vejen?

Hilsen fra
En ensom alene-pige.

Find den hellige stilhed i dit hjem

Kære ensomme alene-pige

Skoven med dens stilhed er blevet populær igen, og jeg tror, at det for manges vedkommende skyldes en længsel efter stilhed og hvile.

Vi ved, hvor fortravlet og hvileløst livet er blevet for rigtigt mange danskere.

Da er det en nydelse for mange at gå tur i skoven eller sidde på bænken ved skovsøen.
Ude i skoven er der så stille, at stilheden næsten kan høres. Det kan give hvile og ro til den rastløse og urolige.

Det er derfor også forståeligt, at Bibelen igen og igen nævner stilheden.
Profeten Esajas skriver i Esajas bog kap. 30, vers 15: – ”Ved omvendelse og stilhed skal I frelses.”
Og et andet sted tales der om, at det er godt at håbe og sukke i stilhed.

Vi ved også, hvordan stilheden var en livsbetingelse for Jesus. Han gik ofte ud før daggry for at være ene i bøn. Ja, han tilbragte hele nætter i stilhed og bøn afsides på bjergene. Der hentede han kraften fra Gud.

Nu har dine to diagnoser så ført dig ind i stilheden i din lejlighed. Ufrivilligt kan man sige. Du har ikke ønsket dig stilheden på denne måde. Men den påtvungne stilhed i forbindelse med dine sygdomme skal du ikke se som noget dårligt.

Se derimod den nuværende stilhed i din lejlighed som en gave fra Gud. Der er en dybere mening med alt i dit liv: – ”Alt står jo i Gud Faders hånd,” – det vil vi tro på.

Lad stilheden i din lejlighed blive en hellig stilhed, hvor Gud får lov til at arbejde og indprente Jesu billede i dig.

Griffenfeldts tro

Selvfordybelse, siger du. Og du siger også, at du føler dig som i et fængsel.

– Der var én, hvor stilhedens selvfordybelse blev til liv, til evigt liv. Han var i fængsel.
Han hed Griffenfeldt. Han var en stor danske statsmand, som både med rette og urette blev dømt til livsvarigt fængsel.

Han sad fra 1680-98 som fange på Munkholmen i Trondhjem fjord. Her i ensomheden skete der hos ham en selvfordybelse, der blev til en levende tro på Gud.

Med sin diamantring ridsede han på ruden i sin celle de kendte linjer:

”Da verden blev mig vred, da lærte jeg at kende, for alvor først min Gud, mig selv, min ven, min fjende;

Min fjende var mig grum, min ven var svigefuld, jeg selv var skrøbelig, – Gud alene forblev mig tro.”

I stilheden bliver livet enkelt for os. Vi kommer til at se ting klart. Vi ser, at det ikke er de mange ting, de mange ønsker, der skal opfyldes, for at vores liv når i mål.

Vi ser, at der er én ting, der er det fornødne, nemlig at lade Jesus blive konge i vores hjerter.
Tag den nuværende stilhed som en gave fra Guds gode hånd.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov