Når den åndelige samtale er tabu

Dansk Kristelig Sygeplejeforening holdt i weekenden inspirationsdag med fokus på patienters religiøse behov. Behovet er der, men det er stadig tabu at tale om troen.- En søndag spurgte jeg en patient, om hun ville til gudstjeneste. Det var bare et spørgsmål.
Jeg følte, at hendes respons var: Du skulle ikke have spurgt mig om dette. Jeg har ingen interesse for det.

Ca. 40 ansatte i sundhedsvæsenet og elever fra Diakonhøjskolen lyttede intenst, da Tove Giske underviste om åndelig omsorg.

– Det har altid været et tabu at snakke om det åndelige. Det er en ikke-ting at snakke om, sagde den norske hovedtaler Tove Giske på Dansk Kristelig Sygeplejeforenings inspirationsdag i Aarhus.
Hvis man kender patientens åndelige baggrund, kan man tilrettelægge arbejdet, så det fx bliver muligt for patienten at høre radioens morgenandagt.

Byg bro mellem det faglige og det åndelige

Som et billede på sekulariseringen i Norden viste taleren et billede af et hus, hvor skaberværket bor i stueetagen og Gud på loftet. Og der er ingen trappe mellem de to etager! Når Gud en sjælden gang kommer på besøg, betragtes det som et mirakel.
Dansk Kristelig Sygeplejeforening kan bygge bro mellem de to etager: det sekulære og det religiøse, det faglige og det åndelige.
Sundhedspersonalet kan også lytte, støtte og opmuntre og henvise til en præst eller troende kollega, hvis man ikke selv er i stand til at tale med andre om tro.