Politisk chokbølge i Israel – Netanyahu og Lieberman slutter sig sammen

En politisk chokbølge ruller gennem Israel, efter at statsminister Binyamin Netanyahu og udenrigsminister Avigdor Lieberman har besluttet at slå deres partier sammen med tanke på at opnå 51 af knessets 120 sæder ved det forestående parlamentsvalg.
Netanyahu er overraskelsernes mand. For nogle måneder siden sluttede han sig sammen med Kadima-partiets formand, Shmuel Mofaz, men det blev nogle kortvarige hvedebrødsdage. Nu har Netanyahu slået en ny politisk kolbøtte – og Lieberman har formentlig for øje at blive Israels næste statsminister, hvis der er udarbejdet en rotationsaftale om regeringschefposten.

Om der hemmeligt eksisterer en sådan aftale, vides imidlertid endnu ikke. Begge parter afviser det – foreløbigt – men alt kan ske i israelsk politik, og det vides, at Lieberman længe har haft den ambition at blive statsminister.

Den fremtrædende politiske analytiker i Israels TV-2 , Amnon Abramovich, siger, at der er en hemmelig klausul om, at Netanyahu skal være statsminister i tre år og derefter vige pladsen for Lieberman det følgende år.

Liebermans uskyld må først bevises. Han er udhængt for korruption og rigsadvokaten, Yehuda Weinstein, vil først om nogen tid meddele, om der vil blive rejst tiltale mod ham.

I nogle kredse menes det, at anklagerne mod Lieberman vil blive frafaldet og sagerne mod ham lukket, og at han har en fornemmelse af, dette nok vil ske og vejen dermed åbnet for hans nye politiske fremstød.

Skyen over Liebermans politiske karriere er beskyldninger for bedrageri, tillidsbrud, pengevaskning, bedragerisk at have opnået fordele og chikane af vidner.

Fælleslisten for Netanyahus Likud-parti og Liebermans “Yisrael Betenu”-parti (oversat “Israel er vort hjem”. red.) ventes ifølge meningsmålinger at give denne nye politiske konstellation 51 mandater, mens de idag kan mønstre 42, omfattende 27 for Likud og 15 fra Liebermans parti.

Norsk model

Lieberman siger, at han er for den norske model med 18 ministre. En af hans nærmeste medarbejdere siger, at han ønsker at ændre det nuværende regeringssystem, forhindre mindre partier i at presse regeringen, og gøre slut på koalitions-hestehandler.
– Dette vil muliggøre at udføre en virkelig reform, siger han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det syder på den politiske front i Israel.
Adskillige siger, at Netanyahu ikke er troværdig, og at der forlængst skulle have været store gadedemonstrationer mod ham i stil med den modstand, der var imod ham under hans første statsministerperiode, hvilket tvang ham bort fra stillingen.

En ofte fremført kommentar er, at mange har gennemskuet ham og hans spil for galleriet, men at israelerne nok er for forsagte til at foretage sig noget reelt for at vælte ham.

Et stort antal israelere mener imidlertid, at Netanyahu er et politisk geni og sværger til hans ledelse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kadima-partiets formand, Mofaz, der for blot kort tid samarbejdede med Netanyahu, siger:
– Det sande Likud og den nationalistiske dæmon er kommet frem. Lieberman har ændret Likud, som plejede at være en liberal bevægelse, til at blive en nationalistisk og racistisk bevægelse.

Uafhængigheds-partiet, under ledelse af forsvarsminister Ehud Barak, har fremsat en udtalelse, hvori det hedder:
– Unionen af Yisrael Betenu og Likud kan drive det politiske højre ud i ekstremisme.

Hemmelige forhandlinger

Netanyahus og Liebermans dramatisk beslutning, som de afslørede på en pressekonference igår, blev truffet efter hemmelige forhandlinger mellem dem, som fremtrædende personer fra de to partier blev holdt udenfor.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Der er mange ukendte faktorer på den politiske scene. Vil den tidligere formand for Kadima-partiet, Tzipi Livi, vende tilbage til politisk, i så fald sammen med hvem? Hvad er opfattelsen hos de ultra-religiøse, som står til at miste mange stemmer ved den nye konstallation?

Den nytilkomne politiker, Yair Lapid, formand for “Yesh Atid” (“Der er en fremtid”. red.)-partiet, siger, at sammenlægningen af Netanyahus og Liebermans partier kaster lys over det politiske kort.
– Netanyahu har allierert sig med det radikale højre, siger Lapid. Det anstændige, moralske israelske flertal kan ikke identificere sig med nogle af partierne.

Formanden for det israelske arbejderparti, Shelly Yacimovich, har opfordret det politiske center til at slutte sig sammen under hendes ledelse og har slået fast, at hun ikke vil slutte sig til en regering ledet af Netanyahu og Lieberman.

– Vi tilbyder et alternativ til denne ekstremistiske ledelse, siger hun. Mange Likud-vælgere opdager nu et scenario, de ikke havde kunnet forestille sig i deres værste mareridt.

Afskrækket

Lederen af Meretz-partiet, Zahava Gal-On, siger
– Det nye fællespartis største risiko er, at det vil støde mange vælgere bort fra de to hidtidige partier. Moderate som har stemt for Likud, vil blive afskrækket af Lieberman, og mange vil stemme på Yisrael Betenu, fordi de opfatter Netanyahu som for “blød” eller ikke bryder sig om ham personligt.

Gal On siger:
– En sammenslutning med Lieberman har bragt fascismen, som sidder på Likuds bageste pladser, ind i forgrunden. Likud er blevet en strategisk trussel mod israelsk demokrati.

Iran

En af de stærkeste kommentarer er blevet fremsat af den politiske kommentator Aluf Benn, der idag i bladet “Ha’aretz” skriver:
– Statsminister Netanyahu har dannet et krigskabinet , som vil føre Israel ind i en konfrontation med Iran. Hans sammenslutning med Lieberman vil fjerne enhver hjemlig modstand mod krig, eftersom Netanyahu – efter valget – kan argumentere, at han har fået mandat af folket til at gøre, hvad han lyster.

En anden poliisk kommentator ved samme blad, Ari Shavit, skriver:
– Da Netanyahu besluttede at redde sig ved hjælp af Lieberman, har han foretaget en splittelse hjemme, svækket Israel udadtil og gjort det til en pariah-stat. Vi troede ikke, det ville blive tilfældet. Nu er valgkampagnen blevet skæbnesvanger.