Da den første bombe faldt i Tel Aviv…
Journalist Nils Bakke fra Udfordringen var i Tel Aviv, da den første bombe faldt.En grænse er brudt. Symbolbetydningen er stærk. Udfordringens udsendte oplevede historiens første raketnedslag fra Gaza i Tel-Aviv, Israels største by.
– Dette er helt vildt. Det er første gang det sker her, og vi ved knapt hvad, vi skal gøre. Tel Aviv har levet som i en boble. Lige indtil nu…, siger ekspedienten Dor i den butik, vi søgte tilflugt i på byens hovedgade, Ben Gurion Street.
Usikkerheden er stigende i det gaden tømmes, efter at bombealarmen er gået i gang.
Vi hører braget af bomben et halvt minut efter, at den er faldet. Forvirringen, usikkerheden og ikke mindst frygten spreder sig som et tæppe.
– Vi har jo ikke træning i situationer som denne, udtrykker Perry, som kun vil opgive sit fornavn.
Den første bombe, vi hørte, landede i Bat Yam, på et åbent område omkring ti minutter fra hovedgaden. Ingen blev dræbt. Den næste raket havnede i havet udenfor kysten. I løbet af det sidste døgn er ca. 300 raketter affyret fra Gaza imod Israel på et døgn.
I gaderne og på busserne møder vi nu soldater, som mobiliserer. De er på vej mod Gaza.
– Dette minder mig om situationen i Haifa under Libanonkrigen i 2006.
Nu ved vi, at muslimernes missiler kan nå helt til Tel-Aviv. Vi er ikke længere trygge her eller andre steder i Israel, siger Gill.
– Hvad vil ske nu?
– Det ved jeg ikke…
– Toilettet her uden vinduer er vel det mest sikre sted at være nu, smiler Gill opgivende.